Skoler sparer lejrskoleturen væk
Skolerne sender ikke ikke eleverne på lejrskole lige så ofte som tidligere, lyder det fra flere lejrskoler.
Lejrskoleturen bliver sparet væk for flere folkeskoleelever.
Lejrskoleturen bliver sparet væk for flere folkeskoleelever. Foto: Scanpix


Bål og fællessang på lejrskolen husker de fleste fra skoletiden. Men den slags ture bliver der færre og færre af for de elever, der går i folkeskole nu.

Skolerne sender nemlig ikke børnene på lejrskole så ofte som tidligere.

Det oplever man blandt andet på Livø Feriecenter i Limfjorden, hvor forpagter Troels Bjarup Nielsen kæmper med tomme lokaler.

- Det er jo fortrinsvist i hverdagen især i foråret, hvor der ofte er temmelig tomt i feriecentret. Desværre, siger han til DR Nordjylland.

Nedgangen kan have noget at gøre med skolereformen, mener forpagteren.

- Jeg kan jo se, at vi i år har fået en del afbud fra personer, der har sagt, at de har fået besked ovenfra om, at det er slut nu, siger han.

Tidligere var centret på Livø fyldt med folkeskoleelever, men nu mangler de altså.

- Der var i forvejen en nedadgående tendens, men skolereformen har nok taget det sidste ud af det, så de almindelige folkeskoler kommer her stort set ikke mere, siger Troels Bjarup Nielsen.

Samme problem er der på lejrskolen Over Koen ved Hvalpsund, fortæller ejer Kirsten Thule Hansen.

- Da vi startede op i de gode gamle dage, havde vi rigtig gang i den, men som årene er gået, er det blevet mindre og mindre. Og det er jo noget med, at der er mindre økonomi i skolerne og flere regler, der skal tages hensyn til, siger hun.

Det er økonomien, der er årsag til, at lejrskoleturene fravælges, siger Finn Juel Larsen, der næstformand for foreningen Skole og Forældre. Og det er ærgerligt, når der ikke er råd, mener han.

- Der er ingen tvivl om, at det har overordentlig stor betydning for klassens trivsel og det sociale miljø. Ja, jeg vil næsten sige, at de har en uerstattelig betydning netop for vores børns trivsel, og vi kan ikke erstatte det med noget andet, siger forældrenes næstformand.

Nordjysk medlem af skoleledernes hovedbestyrelse, Lene Burchardt Jensen, afviser, at det er skolereformen, der hindrer skolerne i at sende elever på lejrskole.

Men nævner, at det først for nylig er blevet afgjort, hvordan skolelærere skal aflønnes i forbindelse med en lejrskoletur.

- Og det kan have betydet, at især skoler i mindre kommuner har været tilbageholdende med at sende skolerne på lejrture det seneste år, siger skolelederen til DR Nordjylland.

En voldgiftret afgjorde i juni, at det er i orden, at Kommunernes Landsforening kun vil betale lærerne 14 timers løn per døgn, de er på lejrskole. Lærerne har samtidig ikke ret til at holde fri efter de 14 timer eller til honorering for at stå til rådighed de sidste ti timer i døgnet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.