Skoleelever staver dårligere end i 1970'erne
Særligt sammensatte ord og nutids-r i udsagnsord driller danske folkeskoleelever.
Det kniber med stavningen i de danske folkeskoler, hvor eleverne er blevet lidt dårligere til at stave gennem de seneste årtier. Arkivfoto
Det kniber med stavningen i de danske folkeskoler, hvor eleverne er blevet lidt dårligere til at stave gennem de seneste årtier. Arkivfoto Foto: Colourbox/free


Danske unge har sværere ved at stave korrekt.

Især sammensatte ord - som eksempelvis retskrivningsordbogen - og nutids-r i udsagnsord, hvor det ikke kan høres - for eksempel køre/kører - volder problemer, skriver Kristeligt Dagblad.

Og selvom disse staveproblemer også fandtes i 1978, er de gennemsnitligt blevet syv procent mere udbredt over de efterfølgende 30 år.

Det er konklusionen på en stor undersøgelse af elevers præstationer ved folkeskolens afgangsprøve i diktat i henholdsvis 1978 og 2008, som Dansk Sprognævn har arbejdet på i en årrække, og som udkommer i 2015.

- På baggrund af vores data tør vi godt slå fast, at skoleelever er blevet lidt dårligere til at stave, siger Jørgen Schack, seniorforsker ved Dansk Sprognævn og medlem af opgavekommissionen for dansk læsning og retskrivning under Undervisningsministeriet, til Kristeligt Dagblad.

- Jeg gik selv op til afgangsprøven i 1977, og det var en anden danskundervisning, man havde dengang. Stavning var noget, der blev terpet. Til gengæld lærte vi ikke så meget om de forskellige tekstgenrer, og vi blev ikke trænet i at skrive klummer, tilføjer han.

At elevers stavefærdigheder er gået tilbage, overrasker ikke Venstres uddannelses- og forskningsordfører, Esben Lunde Larsen.

De unges sprogvanskeligheder har for nylig fået Venstre til at foreslå en national sprogstrategi, som skal løfte ikke alene fremmedsprogene, men også danskfærdigheder på alle niveauer fra grundskole over ungdomsuddannelser til videregående uddannelser.

- Undersøgelsen bekræfter, at vi har et problem med hensyn til stavefærdigheder, og jeg er sikker på, at hvis der også var en undersøgelse af kommasætning, ville det se endnu værre ud her, siger uddannelses- og forskningsordfører Esben Lunde Larsen (V) til avisen.

Han foreslår en eventuel stopprøve i 1.g., som kan forpligte hele uddannelsessystemet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.