Der har i længere tid været problemer med økonomien på Esbjerg Forberedende Produktionsskole.
Skole trues af konkurs: Nu stopper forstanderen
I går meddelte medlemmerne af Esbjerg Byråds økonomiudvalg, at de ikke ville give skolen et ekstraordinært tilskud på halvanden million kroner.
Politikernes nej til den økonomiske krisehjælp betød, at skolens bestyrelse på et ekstraordinært møde besluttede, at de ville standse betalinger af regninger. Produktionsskolen vil i denne uge indgive en konkursbegæring i Skifteretten.
Bestyrelsesformand Britta Bendix, der repræsenterer partiet Venstre i byrådet i Esbjerg Kommune, udtaler til JydskeVestkysten, at skolen vil holde åbent måneden ud, så de 119 elever kan nå at få den bedst mulige vejledning om deres muligheder i samarbejde med Esbjerg Kommune og et jobcenter.
- Nu må vi tage ansvaret for elever og medarbejdere på os - vi kan ikke sidde og vente på, at en af vore samarbejdspartnere indgiver konkursbegæring mod os, fordi vi ikke kan betale vores regninger, siger Britta Bendix til JydskeVestkysten.
Den vestjyske skole blev tidligere på året sat under skærpet økonomisk tilsyn af Undervisningsministeriet på grund af underskud i millionklassen - kort tid efter blev forstander Henrik Bruun sygemeldt.
I sidste uge blev forstanderen og bestyrelsen på den problemfyldte skole enige om en frivillig fratrædelsesordning.