Skatteminister: Danmark får næppe svindelpenge igen
Milliardtyveri af danske skattekroner er sket fra et land, der vil Danmark det godt, fastslår skatteministeren
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har efter kort tid på posten fået en gigantisk svindelsag at slås med.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har efter kort tid på posten fået en gigantisk svindelsag at slås med. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Det er onsdag eftermiddag stadig noget af et mysterium, hvordan de danske skattemyndigheder har kunnet undgå at opdage svindel, der har lænset den danske statskasse for 6,2 milliarder kroner.

Og skatteminister Karsten Lauritzen (V) vil først have overblik over sagen, før han vil drage nogen konklusioner, for eksempel om hvorvidt sagen skal have konsekvenser for personer i Skat.

- Man har fået den her anmeldelse fra et andet land i sommer og har reageret relativt hurtigt, så der er indgivet politianmeldelse i går. Jeg har ikke umiddelbart noget at udsætte på Skats procedure, siger ministeren.

Svindlen er angiveligt foregået ved, at et netværk af over 100 udenlandske selskaber har krævet refusion af udbytteskat på baggrund af forfalsket dokumentation.

De udenlandske selskaber hører hjemme i et land, "der vil Danmark det godt", fastslår skatteministeren. Han understreger, at der ikke er tale om et skattelyland.

Alligevel tror han ikke, det er sandsynligt, at Danmark kan få held til at få pengene igen.

- Erfaringen er, at det er svært at spore dem tilbage, hvis pengene først er trukket ud, siger Karsten Lauritzen.

- Sandsynligheden for at få nogle af de her penge tilbage, er noget man skal være mindre optimistisk omkring. Men det er ikke nødvendigvis umuligt, lyder det.

Onsdag er det kommet frem, at Skat tilbage i 2013 blev advaret af Skatteministeriets interne revision om, at der burde være bedre kontrol med refusion af udbytteskat. Men Karsten Lauritzen vil ikke endnu udtale sig om, om nogle burde have handlet anderledes.

- Det er noget, der er sket over en årrække og under en lang række skiftende skatteministre, og jeg tror ikke, der er nogen, der synes, det her er særlig sjovt.

Han understreger, at Danmark vil samarbejde med Europol om at opklare sagen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.