Skarp svensk kritik af Saudi-Arabien
Det er middelalderligt, når Saudi-Arabien pisker en blogger offentligt, mener den svenske udenrigsminister.
Svensk udenrigsminister kalder Saudi-Arabien for middelalderlig efter at en dom mod bloggeren Raif Badawi er blevet stadfæstet.
Svensk udenrigsminister kalder Saudi-Arabien for middelalderlig efter at en dom mod bloggeren Raif Badawi er blevet stadfæstet. Foto: Henrik Montgomery/AP


Den svenske udenrigsminister sender igen en verbal lussing til Saudi-Arabien efter dommen mod bloggeren Raif Badawi, som er dømt til 10 års fængsel og 1000 piskeslag.

- Min mening er, at det er en middelalderlig straf, siger udenrigsminister Margot Wallström til programmet Ekot på Sveriges Radio.

Sverige og Saudi-Arabien var i foråret i diplomatisk krise på grund af tidligere kommentarer fra den svenske regering.

Søndag var stemningen mellem de to stridshaner ellers i top.

Sveriges ambassadør i Saudi-Arabien, Dag Juhlin-Dannfelt, delte en kage med borgmesteren i Riyadh, Ibrahim Al-Sultan, og her fejrede de et "stærkt venskab, tætte bånd og gensidig respekt" ifølge netmediet Arab News.

Den saudiarabiske ambassadør blev kaldt hjem tidligere på året, da den svenske regering kritiserede straffen mod Badawi.

Nu hvor en saudiarabisk domstol har stadfæstet straffen på 10 års fængsel og 1000 piskeslag til bloggeren, er den svenske udenrigsminister igen ude med riven mod Riyadh.

I januar fik Badawi de første 50 piskeslag offentligt på et torv i hovedstaden. Det var det, som fremkaldte udenrigsministerens kritik.

Ikke længe efter kaldte Saudi-Arabien sin ambassadør hjem fra Stockholm, og det kom så vidt, at den svenske konge skrev et brev til det arabiske kongehus for at gyde olie på vandene.

Forleden stadfæstede højesteret så dommen mod bloggeren, som er anklaget for cyberkriminalitet og for ikke at adlyde sin far, efter at han havde lavet hjemmesiden "Free Saudi Liberals", hvor politiske og religiøse forhold skulle være til diskussion.

- Det er en middelalderlig metode, som ikke hører hjemme i et samfund, som tillader frie medier, og som tillader mennesker at sige deres mening, siger Wallström til Ekot.

Udenrigsministeren forventer flere internationale reaktioner denne gang mod det magtfulde kongedømme, som er nært allieret af USA.

Saudi-Arabien følger den islamisk fundamentalistiske wahabisme-gren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.