"Skam dig Østergaard, du kan selv gå på pension som 60-årig"
Morten Østergaard har udråbt efterlønsreformen som en succes, fordi den får de 60-årige til at arbejde længere. Det har skabt vrede blandt Avisen.dk's læsere og stor debat på Facebook.
Af dem, der er fyldt 60 år efter efterlønsreformen, er  68,1 procent i arbejde, mens det kun var 57,2 procent af dem, der fyldte 60 før reformen. Derfor er efterlønsreformen en succes, mener Morten Østergaard.
Af dem, der er fyldt 60 år efter efterlønsreformen, er 68,1 procent i arbejde, mens det kun var 57,2 procent af dem, der fyldte 60 før reformen. Derfor er efterlønsreformen en succes, mener Morten Østergaard. Foto: Pressefoto, Kim Vadskær


Efterlønsreformen er ikke en succes, men en katastrofe for mange mennesker. Morten Østergaard skulle hellere lade de 60-årige være i fred og lade de unge komme til.

Sådan lyder nogle af kommentarerne på Facebook, efter den radikale leder, Morten Østergaard, har udråbt efterlønsreformen til en succes.

Det gør han, fordi reformen har fået de 60-årige til at blive længere på arbejdsmarkedet. Men det er ikke så underligt, det skyldes kun, at de ikke har noget valg, mener flere af Avisen.dk's læsere.

"Ja det tror da fanden, de er jo tvunget til at arbejde, efter man stjal efterlønnen," skriver en af dem på Facebook.

Skal knokle til de 67

En af dem, der bliver ramt af efterlønsreformen, er en 47-årig læser, der har arbejdet som slagter og kok, siden hun var 15 år.

"Nu kan folk som mig se frem til at skulle knokle til jeg er 67," skriver hun.

Morten Østergaard burde skamme sig, mener hun.

"Tænk at lave den slags reformer, imens man stædigt holder fast i, at folketingsmedlemmer kan pensioneres som 60-årig," skriver hun.

Folketingspolitikere, der er valgt efter 2007, kan først gå på pension, når de rammer efterlønsalderen. Men dem, der er valgt før 2007 - herunder Morten Østergaard - kan gå på pension, når de fylder 60.

I 2012 foreslog Enhedslisten, at alle folketingsmedlemmer - også dem der er valgt før 2007 - skulle have den samme pensionsalder som resten af befolkningen. Men det kom de ikke igennem med, blandt andet fordi de radikale stemte imod.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.