Silkeborg-træner har haft fokus på defensiven
Peter Sørensen har haft stor fokus på Silkeborgs defensiv i opstarten. Han var godt tilfreds med 0-0 mod OB.


Silkeborg åbnede tilværelsen i Superligaen på fin vis, da midtjyderne på udebane hentede 0-0 mod OB i premieren.

Opgøret blev især i anden halvleg en forsvarskamp for oprykkerne, noget Peter Sørensen er klar over, man kommer til at opleve ofte i denne sæson. Derfor har han da også stor fokus på holdets defensiv.

- Vi bruger relativt meget energi på at øve os i at forsvare vores mål. Det gør vi i erkendelse af, at vi ofte vil komme op mod hold, som vil have bolden mere end os, siger Sørensen.

- Det er ikke tilfældigt, når vi får blokeret skud eller ser gode redninger. Det er klart, at Thomas Nørgaard stak ud mod OB, og det vil en målmand også ofte gøre på et oprykkerhold.

- Men det var ikke ham eller forsvarets fortjeneste alene, det var en holdpræstation, siger han.

Holdpræstationen rakte altså til et enkelt point i premieren, noget Sørensen stiller sig fint tilfreds med.

- Jeg er godt tilfreds. Hvis det skulle have været helt godt, skulle vi have været mere effektive på vores chancer, men så havde OB været kede af det. Jeg synes, de spillede godt, og de har mange dygtige spillere offensivt.

- At kunne modstå det, selv om de ikke blev holdt helt fra chancer, er en god præstation. Især første halvleg var vellykket, men når man har bolden så lidt, som vi havde i anden halvleg, kommer man under pres, og det bliver hårdt i det lange løb, siger Sørensen.

Silkeborgs bedste mand i kampen var keeper Thomas Nørgaard, der i sin superligakamp nummer 25 for første gang hold nullet.

- Det var en fin kamp, og jeg er da rigtig tilfreds med min præstation, siger Nørgaard.

- Kan vi levere en arbejdsindsats, som vi gjorde her, fremadrettet og samtidig stå så godt, som vi gjorde i store dele af kampen, så mener jeg, vi har mulighed for at hente point mod de fleste hold, og så kan vi også ende et godt stykke oppe i tabellen.

Næste opgave for Silkeborg er hjemmekampen mod Brøndby på næste søndag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.