Sigurd Barrett er på finansloven: "Helt fantastisk"
"Helt fantastisk", siger Sigurd Barrett, der får 1,5 millioner til at fortælle danmarkshistorie for børn.
Sigurd Barrett, der her ses i forbindelse med en klassisk Carl Nielsen koncert for børn sammen med Aarhus Symfoniorkester, har planer om at formidle danmarkshistorie for børn. Nu får han 1,5 millioner kroner fra finansloven til projektet.
Sigurd Barrett, der her ses i forbindelse med en klassisk Carl Nielsen koncert for børn sammen med Aarhus Symfoniorkester, har planer om at formidle danmarkshistorie for børn. Nu får han 1,5 millioner kroner fra finansloven til projektet. Foto: NIELS HOUGAARD/POLFOTO


Han har tryllebundet børn ved sit klaver i selskab med bjørnen Bjørn, han har formidlet symfonisk musik til de allermindste, og han har genfortalt både Biblen og myterne om de græske guder, så selv børn kan forstå det.

Og nu kan entertaineren Sigurd Barrett så konstatere, at han får 1,5 millioner kroner fra finansloven til at fortælle danmarkshistorie for børn.

Selvom han ikke har bedt om pengene, og selvom han i første omgang udtrykte stor forbløffelse over at være kommet med i forhandlingerne om finansloven, glæder den børnevenlige musiker og forfatter sig over støtten.

- Det er helt fantastisk, lyder det i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Jeg har dog aldrig søgt om pengene, og jeg har ikke et politisk mål med projektet. Jeg ønsker at formidle vores historie, vores kultur og vores værdier, så nye generationer kan lære om vores forfædre og om det samfund, vi sammen har fået skabt.

Sigurd Barrett forsikrer, at pengene ikke vil gå til ham selv, men derimod til at "Sigurd fortæller danmarkshistorie" kan komme endnu bredere ud.

- Jeg vil bruge pengene på at brede Danmarks historie ud via koncerter, udgivelser og spil. Det er jo ikke penge, som skal gå til mig selv, men derimod øremærkes til at bringe danmarkshistorien ud til flest mulige børn og unge rundt i hele landet, forklarer han.

Pengene til Sigurd Barretts projekt er en del af en stribe mindre kulturelle initiativer, der finansieres ved, at der skæres to procent af Statens Kunstfond, svarende til ni millioner kroner årligt.

Initiativerne skal alle styrke den danske kulturarv, fremgår det af aftaleteksten.

Ud over danmarkshistorie for børn er der penge til digitalisering af dansk film, til hjemmesiden ordnet.dk, til Skibsbevaringsfonden, der støtter bevaringsværdige skibe, til runesten og til markering af årsdagen for frasalget af de dansk-vestindiske øer samt 1,5 millioner til "yderligere initiativer".

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.