Shippingselskab: Mærsk-skib var i internationalt farvand
Irans flåde affyrede varselsskud hen over Maersk Tigris i internationalt farvand, siger talsmand.
Containerskibet "Maersk Tigris" blev tirsdag stoppet af den iranske flåde i internationalt farvand.
Containerskibet "Maersk Tigris" blev tirsdag stoppet af den iranske flåde i internationalt farvand. Foto: INC. MAERSK/POLFOTO


Containerskibet Maersk Tigris blev stoppet af den iranske flåde i internationalt farvand, siger Cor Radings, talsmand for Rickmers Shipmanagement, til Ritzau.

- Der blev affyret advarselsskud hen over skibet, som derpå af den iranske flåde blev bedt om at sejle til et mødested i iransk farvand. Efter det sejlede ind i iransk farvand, mistede vi kontakten med fartøjet, oplyser han.

- Vi ser på det med en vis bekymring. Vi forsøger at genetablere kontakten med fartøjet og mandskabet og følge skibets bevægelser, siger Cor Radings.

Rickmers har ansvaret for de 24 besætningsmedlemmer om bord. Det er først og fremmest østeuropæere og asiater, oplyser Cor Radings.

Han tilføjer, at alle "relevante myndigheder" er orienteret, uden at ville komme nærmere ind på, hvilke myndigheder der er tale om.

Men Rickmers Shipmanagement har ikke fået en forklaring på, hvorfor Iran reagerede, som det gjorde.

- Vi har ikke begrundelser for, hvorfor de har stoppet fartøjet. Det befandt sig i internationalt farvand, da de blev kontaktet af de iranske skibe, siger Cor Radings.

Maersk Tigris sejlede under Marshall-øernes flag.

Ifølge det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, som har en forsvarsaftale med Marshall-øerne, var det mindst fem skibe fra Irans revolutionsgarde, der blev sendt ud for at bede containerskibet sætte kurs mod den iranske ø Larak, skriver nyhedsbureauet AFP.

Da kaptajnen i første omgang afviste at følge med, affyrede iranerne varselsskud hen over skibet.

Siden gik medlemmer af revolutionsgarden om bord på Maersk Tigris.

Containerskibet befandt sig på en rute i Hormuzstrædet, det har benyttet flere gange tidligere, og som benyttes af mange kommercielle fartøjer.

Ifølge de maritime love, der gælder for Hormuzstrædet, har kommercielle fartøjer ret til at sejle igennem iransk territorialfarvand, oplyser amerikanske embedsmænd til AFP.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.