Sharapova spiller sig komfortabelt videre i Wimbledon
Da sejren skulle hus, viste Maria Sharapova for første gang lidt sløset spil i Wimbledon, men hun gik videre.
Maria Sharapova er i Wimbledons fjerde runde, der svarer til 1/8-finalen.
Maria Sharapova er i Wimbledons fjerde runde, der svarer til 1/8-finalen. Foto: Pavel Golovkin/AP


Russeren Maria Sharapova holder kursen mod endnu en Wimbledon-triumf.

Heller ikke tredje runde blev Sharapova sat for alvor under pres. I to sæt sejrede russeren sikkert over Irina-Camelia Begu fra Rumænien.

Sharapova vandt 6-4, 6-3 og har dermed stadig til gode at afgive et sæt i årets turnering.

I løbet af de tre første runder har Sharapova blot afgivet henholdsvis fire, fire og syv partier i kampene.

Det må dog bekymre Sharapova en smule, at hun lige som Caroline Wozniacki torsdag tabte koncentrationen i andet sæt, da sejren synes hjemme.

Der var ellers mulighed for "æg" i sættet ved stillingen 5-0, men så begyndte Sharapova at sløse, hvilket resulterede i flere uprovokerede fejl og tre partier i træk til rumæneren.

Siden servede Sharapova sætsejren og dermed kampen hjem. Det sikrer hende nu en plads blandt de sidste 16 i Wimbledon.

Fjerdeseedede Sharapova vandt Wimbledon i 2004, og de to følgende år nåede hun frem til semifinalen. Siden 2007 er russeren dog ikke nået længere end fjerde runde.

I årets fjerde runde møder Sharapova enten Zarina Diyas fra Kasakhstan eller Andrea Petkovic fra Tyskland, som er seedet nummer 14.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.