SF'er: Socialdemokraterne skal være under opsyn
Holger K. Nielsen drømmer fortsat om at se SF i en regering igen, for det er der, man får direkte indflydelse. "Vikaren fra helvede" - Karsten Hønge - siger, at SF har en vigtig opgave med at holde S under opsyn.
Holger K. Nielsen og formand Pia Olsen Dyhr, lørdag under Socialistisk Folkepartis landsmøde i Falkonersalen på Frederiksberg i København.
Holger K. Nielsen og formand Pia Olsen Dyhr, lørdag under Socialistisk Folkepartis landsmøde i Falkonersalen på Frederiksberg i København. Foto: CARSTEN BUNDGAARD/POLFOTO


SF's første forsøg som regeringsparti endte som bekendt i en fiasko, da Annette Vilhelmsen i januar sidste år hev partiet ud af regeringen og på samme tid gik af som formand.

Det var den direkte konsekvens af salget af Dong til amerikanske Goldman Sachs.

Men i forbindelse med SF's landsmøde denne weekend i København bekræfter både ledelsen og baglandet, at ambitionen er at komme i regering igen.

SF kommer dog nok til at sidde over som regeringspartner efter det kommende valg, siger partiets tidligere formand Holger K. Nielsen.

- Det er fortsat en ambition for os at komme i regering igen, for det er der, hvor man får direkte indflydelse på tingene, siger Holger K. Nielsen, som ser frem valgkampen.

Denne gang skal SF stå på egne ben efter det tætte parløb med Socialdemokraterne ved det seneste valg i 2011.

- Forskellen på nu og dengang er, at vi jo ikke regner med at komme i regering denne gang. Vi forsøger selvfølgelig på at få et så godt valg som muligt for SF, hvor vi vil fokusere på nogle af de temaer, vi taler om ved landsmødet.

- Vi går for eksempel efter en bedre dagpengeløsning, og den grønne dagsorden skal vi gøre meget ud af også at tage op, siger han.

I meningsmålingerne ligger SF på mellem seks og syv procent af stemmerne, og den gængse holdning ved landsmødet er, at det leje er ganske fornuftigt, efter at SF flirtede med spærregrænsen - to procent - i målingerne i forbindelse med regeringsfarvellet.

- Jeg vil være tilfreds, hvis vi ender på de seks procent, siger formand Pia Olsen Dyhr.

Selvom samarbejdet med S ikke bliver så tæt som ved det seneste valg, så spiller SF en vigtig rolle i forhold til statsminister Helle Thorning-Schmidts parti, mener det fynske SF-medlem Karsten Hønge, der også er kendt som "vikaren fra helvede".

- Vi må aldrig lade S være uden opsyn. Hvis S er uden opsyn, så falder de i dårligt selskab og kommer under påvirkning af dårlige kammerater - for eksempel Radikale Venstre, siger han.

Karsten Hønge var vikar i Folketinget for sin sygdomsmeldte partifælde Anne Baastrup og fik tilnavnet "vikaren fra helvede" på grund af sin åbenmundede modstand mod salget af Dong.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.