SF kalder ministeren i samråd: Slut med hjemmepleje-konkurser
SF vil nu kalde sundheds- og ældreministeren i samråd for at undgå flere konkurser på plejeområdet.
Alt for få kommuner har en nødplan hvis de private plejefirmaer de benytter sig af går konkurs. Det viser en undersøgelse som avisen Kommunen har lavet blandt landets kommuner.
Alt for få kommuner har en nødplan hvis de private plejefirmaer de benytter sig af går konkurs. Det viser en undersøgelse som avisen Kommunen har lavet blandt landets kommuner. Foto: Colourbox/free


Private plejefirmaer har siden 2013 haft mulighed for at underbyde den kommunale pleje af ældre i udbudsrunder, og det har resulteret i, at mindst 40 plejefirmaer er gået konkurs i løbet af de seneste to år, og mindst 4000 borgere er blevet berørt. Det skriver avisen Kommunen.

Men kommunerne, som bruger de private plejefirmaer, er langt fra forberedte på en eventuel konkurs. Det viser en undersøgelse, avisen Kommunen har lavet blandt landets kommuner.

Af de 71 kommuner, som har svaret på Kommunens undersøgelse, bruger 61 kommuner private udbydere af hjemmepleje og 36 kommuner har oplevet at et plejefirma er gået konkurs. Men kun 34 kommuner bekræfter, at de har en beredskabsplan for, hvordan de håndterer en eventuel konkurs.

Formanden for FOA Nordsjælland, Lene Lindberg understreger, at kommunerne burde have en fast beredskabsplan i tilfælde af private plejefirmaers konkurs.

- Kommunerne siger, at de bare selv tager over, hvis et firma går konkurs, men det kan de jo ikke bare lige gøre. Det er i hvert fald meget svært. Hvis der var sådan en plan, ville det være meget mere sikkert både for borgere, ansatte, kommune og virksomhed, siger hun til Kommunen.

SF's sundheds- og ældreordfører Jonas Dahl har kaldt sundheds- og ældreminister, Sophie Løhde, i samråd, for at finde ud af, hvordan regeringen vil undgå flere konkurser på området.

- Den her undersøgelse understreger min bekymring om, at man med den udbudsmodel man bruger i dag ikke bare kan gå efter det billigst mulige udbud. Konkurserne belaster i sidste ende kommunernes budgetter alt for meget, forklarer Jonas Dahl til Avisen Kommunen og fortsætter:

- Enhver kommune med en lille smule respekt for sig selv, burde være klar over at konkurser sker i ældreplejen. Det har vi jo set gang på gang. Og derfor er de nødt til at have en beredskabsplan, så de ved, hvordan de skal handle.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.