23-årige Björg troede, hun skulle have en god oplevelse, da hun meldte sig som frivillig til en studiestartsfest i Odense.
Men det gik meget anderledes end forventet. Det fortæller hun til Fagbladet 3F, som i en række artikler sætter fokus på sexchikane på arbejdspladsen.
Björg fortæller til fagbladet, at hun skulle kontrollere billetter til festen, da en fuld mand pludselig lagde sin hånd på hendes lår. Efterfølgende forsøgte han at tage hende på brysterne.
- Jeg er selvfølgelig dybt rystet, men det mest chokerende er næsten, at der ikke er nogen, der griber ind. Der er flere hundrede mennesker rundt om mig, men ingen gør noget. Heller ikke mine mandlige kolleger, der står lige ved siden af mig. Mandens venner står bare og griner fjoget, fortæller Björg til Fagbladet 3F.
Masser af sexchikane mod yngre kvinder
Men Björg er ikke alene om den slags oplevelser. En undersøgelse viser, at især unge kvinder udsættes for sexchikane.
Således har 57 procent af kvinder i alderen 18-35 år, som læser på mellemlange eller lange videregående uddannelser, været udsat for sexchikane, skriver Fagbladet 3F. Bladets undersøgelser viser også, at 20 procent af de kvindelige 3F'ere har været udsat for sexchikane fra enten kolleger eller en chef.
Sexchikane uden vidner
Overgrebene sker ofte på steder, hvor krænkeren ugeneret kan være alene med offeret, forklarer advokat og juridisk konsulent i 3F Rune Asmussen.
- Det gør sagerne svære at løfte. Vi mangler vidner og håndfaste beviser. Sagerne ender i påstand mod påstand, så vi risikerer at tabe, siger Rune Asmussen til Fagbladet 3F og tilføjer, at beviser som lydoptagelser, mails, sms'er, lægeerklæringer eller lignende er en stor hjælp, hvis overgrebet skal ende i retten.
På trods af de høje tal er det kun 13 sager om sexchikane, som på godt fem år er endt ved domstolene.
- Desværre er der uendelig mange, som går under radaren. Det er kun de meget grove sager, der bliver rejst, og en del af dem bliver forligt. Vi ser kun toppen af isbjerget, siger Anette Borchorst, professor i kønsforskning på Aalborg Universitet, til Fagbladet 3F.
Forbundssekretær i 3F Søren Heisel foreslår, at arbejdsgiverne får et større ansvar og skal betale en erstatning, hvis han kunne have gjort noget for at forhindre den seksuelle chikane.