Når alkohol ryger indenbords, forsvinder hæmningerne. Og risikoen for seksuel chikane stiger.
Derfor frygter fagforbundet 3F, at især unge piger vil blive udsat for seksuel chikane, efter at regeringen og Dansk Folkeparti torsdag har vedtaget et lovforslag, som giver unge ned til 15 år mulighed for at arbejde på caféer og restauranter, hvor der serveres alkohol.
3F Privat Service, Hotel og Restauration (3F PSHR) fik i 2015 lavet en undersøgelse, der viser, at 24 procent af medlemmerne i restaurationsbranchen har været udsat for seksuel chikane af kunder eller gæster. Inden for tjenerfaget gælder det hele 37 procent.
- Unge, som gerne vil ind i vores branche, skal have en god start på arbejdslivet. Men risikoen er simpelthen for høj, hvis man lader unge ned til 15 år arbejde på steder, hvor der serveres alkohol. Og det gælder især risikoen for seksuel chikane, siger Thorkild Holmboe-Hay, konsulent i 3F PSHR, til Avisen.dk.
Minister: Det har vi taget højde for
3F’s sexcikane-advarsler er nået frem til erhvervsminister Brian Mikkelsen (K). Men i et skriftligt svar til Folketingets Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalg afviser han, at unge kommer særligt i farezonen med det nye lovforslag.
”Jeg finder, at der med udformningen af lovforslagets § 27, stk. 2, nr. 2, om unges beskæftigelse, er taget højde for at begrænse seksuel chikane, bl.a. ved at muligheden for at beskæftige unge er begrænset til restaurationer med madservering som hovedformål,” skriver Brian Mikkelsen.
Men selvom de unge under 18 år fortsat ikke har lov til at arbejde på barer, bodegaer eller natklubber, men kun må servere og rydde af på steder, hvor der serveres mad, er det på ingen måde nok til at sikre mod seksuel chikane, lyder det fra 3F PSHR.
"Det skal du vænne dig til"
- Vores erfarne medlemmer fortæller os, at det netop er ved madservering, at den seksuelle chikane går over og bliver til fysisk chikane - berøring på kønsdele, balder og bryster. Når tjeneren står bag ved, og der i forvejen er fysisk kontakt.
- Erfarne tjenere siger, at det skal du vænne dig til, ellers kan du ikke være i branchen. Men det kan man ikke udsætte en 15-årig for, siger Thorkild Holmboe-Hay og fortsætter:
- Når man læser ministerens svar, virker det som om, at ministeren er helt ligeglad med sexchikane over for unge, og det er en arrogant holdning at have.
Regeringen og Dansk Folkeparti fremhæver, at forslaget først og fremmest skal give unge mulighed for at rydde af, servere og tage imod bestillinger i familierestauranter, feriecentre og sommerlande.
Men 3F er overbevist om, at det også vil betyde, at unge kommer til at betjene meget berusede kunder i for eksempel Nyhavn eller til byfester og firma-julefrokoster. Bare der serveres mad, bliver det åbent for de unge.
Svært at dokumentere
Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby, mener dog, at 3F ”ser spøgelser ved højlys dag”. Han henviser samtidig til, at den nye lov skal evalueres om to år.
- Hvis nogle kan dokumentere, at der har været en fantastisk stor stigning i sexchikane, så skal det selvfølgelig håndteres, men jeg tror simpelthen ikke på, at den her lov flytter så forfærdeligt meget. Andet end at danske unge får flere muligheder for at komme ud på arbejdsmarkedet og tjene deres egne penge. Så må du kalde mig naiv, men det har jeg det altså helt fint med, siger Hans Kristian Skibby.
3F har tænkt sig at følge nøje med i udviklingen på restaurationsområdet. Men det bliver svært at dokumentere sager om seksuel chikane mod mindreårige, vurderer Thorkild Holmboe-Hay.
- Problemet er, at unge på 15 år ikke typisk melder sig ind i en fagforening, så jeg regner desværre ikke med, at vi får øje på mange af de her sager. Men jeg kan kun håbe på, at vi kan vise om et år eller to, at den her lov er skruet helt galt sammen, og at der så er nogle ansvarlige politikere, der vil kigge på det en gang til og rulle det tilbage.