Serena Williams nedkæmper råstærk rumæner i kvartfinale
Den amerikanske verdensetter er et skridt tættere på sin syvende US Open-titel efter sejr over Simona Halep.
Der var fuldt hus på Arthur Ashe Stadium, da hjemmebanefavoritten Serena Williams spillede sig i finalen i US Open.
Der var fuldt hus på Arthur Ashe Stadium, da hjemmebanefavoritten Serena Williams spillede sig i finalen i US Open. Foto: Eduardo Munoz Alvarez/AFP


Den amerikanske tennisdronning Serena Williams er klar til semifinalen i US Open.

Den 34-årige verdensetter vandt sent onsdag kvartfinalen i grand slam-turneringen mod femteseedede Simona Halep fra Rumænien med 6-2, 4-6, 6-3.

Selv om den ti år yngre Halep ydede god modstand og blev den første til at tage sæt fra Williams i turneringen, var der til sidst ikke tvivl om udfaldet.

Det skyldes ikke mindst, at Williams lavede 18 serveesser og hele 50 vindere i kampen på Arthur Ashe Stadium i New York. Tilsvarende lavede Halep kun ét servees og 20 vindere i dysten.

Efter at have taget første sæt uden de store problemer fik Williams pludselig hård modstand fra Halep i andet sæt, der blev særdeles medrivende.

Hele 12 gange lykkedes det for eksempel Halep at afværge en breakbold i sættet. Ligeledes skulle hun selv bruge en håndfuld sætbolde, før hun fik tvunget kampen ud i et tredje sæt.

- Hun blev ved med at gå efter vinderne. Hun strammede sig an, sagde Williams efter kampen om det 65 minutter lange andet sæt.

I tredje sæt viste Serena Williams dog, at hun 45 gange tidligere havde stået i en grand slam-kvartfinale. Med sikre servepartier kørte hun sættet - og dermed en plads i semifinalen - i hus.

Her møder hun tjekken Karolína Plísková, der er i en semifinale i en grand slam-turnering for første gang i karrieren.

Plísková vandt i sin kvartfinale sikkert 6-2, 6-2 over den 18-årige kroat Ana Konjuh på blot 57 minutter.

Vinderen af mødet mellem Williams og Plísková kan se frem til en dyst mod enten tyske Angelique Kerber eller danske Caroline Wozniacki i lørdagens finale.

Går Serena Williams hele vejen og vinder US Open, bliver hun den første kvindelige spiller i den såkaldte åbne æra til at vinde 23 grand slam-titler i single.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.