Med sin 116. optræden for det engelske landshold gik Wayne Rooney forbi David Beckham som den markspiller med flest kampe i nationaldragten. Og på en sen scoring af Adam Lallana endte det også med en sejr på 1-0 til briterne.
England fik mere end en halv time i overtal efter en tåbelig stempling fra slovakkernes Martin Skrtel, som fik marchordre, og efter et langt, tungt pres kom forløsningen i fem minutters overtid.
Dermed fik England en stærk indledning i VM-kvalifikationen.
På et smukt græstæppe under en flot aftensol i det vestlige Slovakiet havde de to mandskaber svært ved at skabe chancer i første halvleg.
Derfor var 0-0 også et fortjent resultat ved pausen trods overvægt i engelske chancer.
Manchester City-raketten Raheem Sterling var tæt på at score mod slutningen af første halvleg.
Efter klodset forsvarspil af slovakkerne havnede bolden for fødderne af Sterling. Han lavede en sparkefinte, inden han sendte bolden fladt forbi fjerneste stolpe.
Anden halvleg fik en dramatisk indledning, da Slovakiets erfarne anfører Martin Skrtel tabte hovedet for anden gang i opgøret.
Han havde allerede et gult kort fra første halvleg, og ti minutter efter pausen stemplede han direkte ned på anklen af Harry Kane.
Skrtel var endda heldig, at dommeren gav ham det andet gule kort frem for et direkte rødt kort, som stemplingen ellers kunne berettige.
Det øgede englændernes dominans, og 20 minutter før tid hed skudstatistikken 10-0 til Rooney og holdkammeraterne. Men på måltavlen stod der stadig 0-0.
Først i 95. minut kom forløsningen, da Adam Lallanas gjorde det til 1-0 og sikrede et perfekt engelsk afsat i rejsen mod VM 2018.
Det betød også en sejr i Rooneys rekordkamp, og han mangler nu kun ni kampe for at tangere målmandslegenden Peter Shilton (125 kampe) som rekordholder på det engelske landshold.
/ritzau/