Som den første i verden har en svensk 36-årig kvinde født et barn efter at have fået en livmodertransplantation. Det lille verdensvidunder er født ved kejsersnit i begyndelsen af september, oplyser Göteborg Universitet.
Livmoderen er doneret af en 61-årig kvinde, som er i nær familie med den 36-årige.
Kvindens egne befrugtede æg blev lagt op i den transplanterede livmoder, og i foråret konstaterede lægerne, at hun var blevet gravid allerede i første forsøg.
- Den mest komplicerede del af hele processen er selve operationen, siger professor Mats Brännström fra Göteborg Universitet og overlæge på Sahlgrenska Universitetshospital.
Det tog over syv timer at operere livmoderen ud af den 61-årige kvinde. At sy den ind i den kommende mor tog fire og en halv time.
- Fødslen er et videnskabelig bevis for, at livmodertransplantation, som kombineres med reagensglasbehandling, fungerer i behandling mod ufrivillig barnløshed, siger Mats Brännström.
Derudover beviser operationen, at denne type behandling kan fungere med en levende donor, som har overstået overgangsalderen.
Tre gange efter transplantationen forsøgte kroppen at udstøde livmoderen, men det blev afværget med øget immundæmpende behandling.
Under graviditeten fik kvinden svangerskabsforgiftning. Hun var kun 31 uger henne, da hun fik foretaget et kejsersnit, og hendes lille dreng vejede omkring 1800 gram, da han kom til verden. Ifølge professoren er drengen frisk og sund og udvikler sig helt normalt.
- Vores succes er baseret på mere end 10 års intensiv dyreforskning og kirurgisk træning af vores team, og det åbner for muligheden af at behandle mange unge kvinder verden over, som lider af barnløshed, siger Mats Brännström ifølge det britiske forskningstidsskrift The Lancet.
Kvinden, som har født det medicinske mirakel, er født uden livmoder. Syndromet, der har navnet Mayer-Rokitansky-Küster-Hauser, rammer omtrent en ud af 4500 nyfødte piger, viser tidligere forskning.
Den nybagte mor er dog født med intakte æggestokke.
/ritzau/