Thomas Evers Poulsen har svinget masser af danseglade kendisser rundt, men privat er det islandske Sæþór Kristjánsson, der har valset sig ind i "Vild med dans"-veteranens hjerte.
Den 39-årige professionelle danser og den 25-årige islænding stod frem som kærester i december 2015, og siden har parret været uadskillelige.
Derfor var Sæþór Kristjánsson naturligvis ved sin celebre kærestes side, da han sammen med Anette Kokholm og Keld Heick var en del af værtstrioen til Dansktop Prisen 2017 i weekenden.
Det fremviser kæresteparret nu på deres respektive Instagram-profiler.
Sæþór Kristjánsson har delt et foto, hvor han kysser kærestens kind, mens Thomas Evers Poulsen har postet et billede af parret side om side.
- Så glad for at have ham her i Jyske Bank Boksen i går (lørdag, red.), skriver den dobbelte "Vild med dans"-vinder til det søde foto af parret.
Kristjánsson og Evers Poulsen viste sig for første gang sammen på den røde løber til premieren på James Bond-filmen "Spectre" i oktober 2015 og bekræftede kæresteforholdet i december samme år over for blandt andet Ekstra Bladet.
- Jeg så Sæþórs foto på Instagram og likede det. Så prikkede han mig på Facebook, og herefter prikkede jeg tilbage, og på den måde fik vi en snak på Facebook i gang, fortalte Thomas Evers Poulsen til avisen.
- Han ligner ikke en 24-årig - heller ikke mellem ørerne. Han er meget mere moden. Han er bestemt ikke en badboy. Han er meget sød, sagde den professionelle danser til Ekstra Bladet.
/ritzau/FOKUS