Schmeichels manager kan leve uden clean sheets
Claudio Ranieri vil gerne holde nullet, men 2-1-sejre er også helt okay for den italienske Leicester-manager.
Jamie Vardy (i blåt) scorede kampens eneste mål, da Leicester lørdag slog Crystal Palace.
Jamie Vardy (i blåt) scorede kampens eneste mål, da Leicester lørdag slog Crystal Palace. Foto: Nigel French/AP


Kasper Schmeichel gør det glimrende mellem stængerne hos Leicester City i Premier League, og med en italiensk manager ved roret i klubben er der pres på for at holde nullet.

Holdet har dog indkasseret 17 mål i de første ti kampe, men det ændrer ikke ved, at Claudio Ranieri er meget tilfreds med præstationerne.

- Jeg er en italiensk manager, så selvfølgelig vil jeg gerne have, vi ikke lukker mål ind. Men hvis vi vinder alle kampe 2-1, vil jeg også være meget glad for det, siger Leicester-manageren til klubbens hjemmeside efter 1-0-sejren over Crystal Palace lørdag.

Schmeichel formåede altså at holde nullet denne weekend i en lidet underholdende kamp, som dog passede Claudio Ranieri ganske udmærket.

- Det var en hård kamp for os. Det var en taktisk kamp, mere italiensk end engelsk. Det var kun i de sidste ti minutter, det var en engelsk kamp, da Crystal Palace sendte mange høje bolde ind i vores felt, siger han.

Med fem sejre og fire uafgjorte i de første ti kampe har Leicester placeret sig på en imponerende femteplads i Premier League efter kun lige nøjagtigt at have klaret sig fri af nedrykning i sidste sæson.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.