Sådan vil Fanø lokke børnefamilier til øen
Den billigere børnepasning er en del af en strategi, der skal få flere børnefamilier til at bosætte sig på øen.
- Der bliver for mange gamle og for få unge på Fanø. Vores mål er derfor at gøre os interessante over for børnefamilierne og få dem til at bosætte sig på øen, siger Fanøs Borgmester Erik Nørreby.
- Der bliver for mange gamle og for få unge på Fanø. Vores mål er derfor at gøre os interessante over for børnefamilierne og få dem til at bosætte sig på øen, siger Fanøs Borgmester Erik Nørreby. Foto: Scanpix arkiv


På Fanø bliver det fra årsskiftet markant billigere at have sit barn i vuggestue eller dagpleje. Prisen falder fra cirka 2.700 kroner til 1.600 kroner om måneden.

Den billigere børnepasning er en del af en strategi, der skal få flere børnefamilier til at bosætte sig på øen.

Det skriver DR Syd.

- Vi nedsætter forældrebetalingen i vuggestuer og dagplejer, så prisen bliver den samme som i børnehaven, siger Fanøs borgmester Erik Nørreby.

De seneste indbyggertal viser, at over halvdelen af fanikkerne er over 50 år. Derfor skal den store prisnedsættelse være med til at sikre, at der kommer flere børnefamilier til øen, fortæller Erik Nørreby.

- Der bliver for mange gamle og for få unge på Fanø. Vores mål er derfor at gøre os interessante over for børnefamilierne og få dem til at bosætte sig på øen, siger Erik Nørreby.

En af de børnefamilier, der lige er flyttet til Fanø, er familien Nybo. Og med tre børn er prisen på børnepasning et vigtigt bosætningsparameter, fortæller Gowri Nybo.

- Det betyder meget. Det er en besparelse, som gør, at vi også får råd til de sjove ting i hverdagen, siger Gowri Nybo.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.