Sådan vælger du den rette elcykel
Elcykler bliver mere og mere populære herhjemme. Men før du sætter dig i sadlen med motorhjælp, er der flere ting, det er værd at tænke på.
Flere og flere danskere køber elcykler, men det er ikke ligegyldigt hvilken type, du vælger at købe.
Flere og flere danskere køber elcykler, men det er ikke ligegyldigt hvilken type, du vælger at købe. Foto: Sisse Dupont/Polfoto


Synes du, det er rart at cykle en lang tur på de danske landeveje, men også lidt for svært at kæmpe dig op ad bakker og gennem strid modvind? Så kan det være en god idé at anskaffe en elcykel.

I dag er 10 procent af alle nye cykler, der bliver solgt, elcykler. Det viser tal fra Danske Cykelhandlere. Men før du hiver tegnebogen op ad lommen, er det en god idé at få afklaret nogle ting. Ikke alle elcykler er ens, og der kan være stor forskel på køreoplevelsen fra model til model.

Elcykler har typisk en påmonteret motor, der kan trække dig op i fart til maksimum 25 kilometer i timen. Det betyder blandt andet, at ældre mennesker kan blive ved med at cykle i længere tid.

Men sammen med hjælpemotoren kommer også en øget risiko. En cyklist, der kører på en elcykel, vil typisk kunne køre hurtigere end normalt, og det er ikke sikkert, at andre trafikanter er opmærksomme på, at du kan køre så hurtigt.

Derfor er det vigtigt at have sikkerheden i orden og sikre, at du kan balancere på din cykel. Det bedste, du kan gøre er at vælge en elcykel med centertræk, siger Jesper Sjølund, dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik.

- Man skal være opmærksom på, hvor trækket på motoren sidder. I gamle dage sad de gerne foran, mens de mere moderne elcykler enten trækker bagpå eller endnu bedre med centertræk i kranken, siger han.

En elcykel med motor på baghjulet vil give dig følelsen af at blive skubbet, mens en forhjulsmonteret motor vil give dig fornemmelsen af at blive trukket.

Begge har udfordringer, når det handler om at holde balancen. Især i glat føre.

Hos Dansk Cyklistforbund anbefaler man også en centreret motor med træk på kranken, som kan give dig en mere balanceret cykeloplevelse. Men denne slags cykler er typisk også de dyreste med priser fra omkring 15.000 kroner.

- De er nok generelt mindst 5.000 kroner dyrere end de andre typer. Men på den lange bane er det godt givet ud, forklarer Andreas Otto, der er butikschef i Cyklistbutikken 1905.

Han peger også på, at det er vigtigt at sikre sig, at forhandleren kan servicere cyklen, hvis der skulle opstå problemer med den.

- I starten så vi mange cykler, der blev købt i Tyskland, som skulle sendes afsted i flere uger til reparation, hvis de gik i stykker. I dag er der flere steder i Danmark, der kan ordne cyklen inden for en rimelig periode, siger han.

- Det er også vigtigt at sikre, at cyklen har gode bremser. Det er en tungere cykel, og du kommer hurtigere op i fart, så der skal sidde en ordentlig bremsekaliber på cyklen, siger Andreas Otto.

Fakta: Fem gode råd, når du køber elcykel

- Prøv cyklen grundigt. Tjek, at cyklen ikke er for tung at træde, hvis batteriet skulle løbe tør.

- Kend dine behov på forhånd. Skal du cykle langt, eller skal cyklen lastes tungt? Skal du kunne løfte cyklen?

- Vælg en motor, der ikke kræver vedligeholdelse, og et batteri, der ikke mister kapacitet.

- En elcykel er typisk tung, så det kan være en god idé med ekstra bremser.

- Spørg din forhandler, hvilken service- og reparationsordning der følger med din cykel.

Kilde: Cyklistforbundet

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.