Sådan sparer du 2500 kr. på elregningen
Det behøver ikke koste dig noget at spare penge på dit elforbrug. Se hvordan du får styr på hjemmets værste strømslugere.
Fylder du opvaskemaskinen helt, når du bruger den?
Fylder du opvaskemaskinen helt, når du bruger den? Foto: Colourbox/free


Gode råd er dyre, men at spare penge på elregningen og samtidig være god ved miljøet, behøver ikke at koste dig en krone.

Energistyrelsen har samlet syv gode bud til, hvordan du kan spare penge på glubske strømslugere som tørretumblere, vaskemaskiner og frysere.

- Det er de lavthængende frugter, som ikke koster forbrugeren noget, men til gengæld tilskynder til vaneændringer i vores almindelige hverdag, hvor vi ofte gør noget af vane uden at tænke på hvorfor, siger Michael Reuss fra Energistyrelsen.

Tænker du for eksempel på, at en lavere temperatur er godt både for miljøet, for din elregning og ikke mindst for tøjet, særligt det farvede tøj, når du vasker?

En høj temperatur koster penge, og vasker du derfor tøjet ved 20 grader i stedet for 40 grader og 30 i stedet for 60 grader, kan det ses på din elregning.

Og når du skal have vasket de beskidte tallerkner, bør du også overveje en lavere temperatur. Flere programmer kan klare opvasken ved lave temperaturer, så bare rolig. Det skal nok blive rent alligevel.

- Din tørretumbler gør et stort indhug i dit strømforbrug og koster i gennemsnit seks kroner, hver gang du bruger den, så jo mindre dit forbrug er, desto større kan din besparelse blive, siger Michael Reuss.

Sådan får du nemt en mindre elregning (og sparer knap 2500 kroner om året, hvis du følger alle råd):

1) Fyld vaskemaskinen op:

I gennemsnit vasker vi danskere kun 3,2 kg tøj ad gangen, selvom vores vaskemaskiner er beregnet til 5-6 kg eller 7-8 kg Du kan spare op til 140 kroner om året, hvis du fylder vaskemaskinen op hver gang - dvs. kun kører 2 gange ud af 3.

2) Vask ved 20 eller 30 grader:

Du kan spare op til 230 kroner om året, hvis du vasker dit tøj ved 20 i stedet for 40 grader og 30 i stedet for 60. Halverer du temperaturerne fra 40 til 20 grader, sparer du 55 procent af elforbruget.

3) Brug tørresnoren:

Særligt allergikere skal tage dette råd med forbehold, men du kan faktisk spare mange penge, hvis du giver din tørretumbler en pause og hænger dit tøj til tørre i stedet for. Men prøv at få tøjet ud af huset, hvis du kan.

Der er 800 kroner om året at spare, hvis du fravælger at tørretumble tre gange om ugen i sommersæsonen og én gang om ugen vinter i en A-mærket tørretumbler.

4) Sluk, når du går:

Sluk lyset i de rum, du ikke opholder dig i. Det kan spare dig 300 kroner om året, hvis du bare slukker lyset i to rum, du ikke opholder dig i.

5) Fyld opvaskemaskinen op - og skru ned:

Fyld opvaskemaskinen helt op, og vask ved lavere temperatur. Hvis opvasken klares ved 50 til 55 grader, bruger det 10-20 procent mindre strøm end opvask ved 65 grader. Det kan spare dig op 115 kroner om året.

6) Undgå standby:

Elektronik fra før 2009 kan have et ret højt standbyforbrug. Sluk på kontakten, eller brug en elspareskinne, hvis du har ekstra apparater til computer eller fjernsyn. Særligt dit gamle konfirmationsanlæg koster kassen, når du ikke bruger det.

Du kan spare 440 kroner om året, hvis du slukker dit ældre musikanlæg på kontakten efter brug.

7) Få en sensor til udendørslys:

Lyssensorer som skumringsrelæ eller bevægelsessensorer kan være kærkomment, hvis du bor i hus med udendørsbelysning. Du kan ifølge Bolius spare 40 procent af elregningen, svarende til 600 kroner om året.

8) Hold øje med priserne:

Tjek, om du betaler for meget for din strøm. På elpristavlen.dk kan du få en sammenligning af priser, der hvor du bor, og der kan ofte være kan være hundredvis af kroner at spare hvert kvartal, hvis du skifter el-leverandør.

Kilder: Digitaltrends, Bolius, Elpristavlen.dk, Sparenergi.dk

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.