Sådan køler du din mis ned i varmen
Kæmper din kat med at holde varmen ud? Så er her ti gode råd.
Varmen kan være svær at holde ud - især når man er dækket med pels.
Varmen kan være svær at holde ud - især når man er dækket med pels. Scanpix / modelfoto


Sommeren og varmen er tilbage - og for os mennesker kan det være slemt nok, at sveden pibler frem, blot man anstrenger sig lidt ved at åbne en tube solcreme eller en kølig øl.

Men forestil dig så, hvor uudholdelig varmen ville være, hvis hele din krop var dækket med et tykt lag pels.

Mange katteejere kender problemet: De normalt så stolte dyr er ved at gå til af varme og ligger apatisk på gulvet med tungen hængende ud af munden.

Heldigvis kan du selv gøre noget for at køle din overophedede Mis ned.Vi har samlet en række råd fra katteejere i et katteforum på Facebook.

For en god ordens skyld vil vi understrege, at man naturligvis ikke skal gøre noget, katten ikke bryder sig om.

 

  1. Først det helt basale: Sørg for, at din pelsklædte ven har adgang til skygge og frisk, rent, koldt drikkevand.
  2. Nogle katte kan lide at ligge på et køligt gulv, når varmen bager - så giv katten adgang til et rum med flisegulv, for eksempel dit badeværelse eller bryggers, eller kolde fliser på altanen. Et tomt badekar kan også føles køligt mod den varme kattepels.
  3. Er et af dine rum mere køligt end resten - for eksempel fordi der ikke kommer sol ind? Så giv katten adgang til det.
  4. En lidt alternativ metode, som flere katteejere anbefaler: Tag et vådt viskestykke, som du har vredet hårdt op, og læg det over kattens ryg. Det kan køle katten ned. Enkelte katteejere har dog erfaring med, at misser ikke bryder sig om sit nye rygklæde. I så fald kan det være fordi det er for tungt, så prøv at vride det mere op, eller tag et lettere eller mindre viskestykke. Men hold øje med, hvordan katten reagerer.
  5. Du kan også gøre det modsatte: Lade katten være øverst. Læg et vådt viskestykker på gulvet og placér katten oven på det, så den bliver opmærksom på det (de kære dyr kan være mere distræte, end de vil indrømme). Men giv den mulighed for at hoppe af viskestykket, hvis den ikke bryder sig om det. Hvis du lader viskestykket ligge, kan din svedige Mis vælge det til og fra.
  6. Andre foreslår, at man kører en våd klud hen over kattens pels.
  7. Du kan også tage et køleelement, som man normalt bruger i kølediske, og pakke ind i et pudebetræk eller et viskestykke. Læg det ned til din kat - men uden at forskrække den.
  8. En anden foreslår at sprøjte vand på katten med en vandpistol - men kun hvis katten kan lide det!
  9. Fyld en balje med vand, og hav den stående på badeværelset eller terrassen - så kan misser plaske rundt i den, hvis den får lyst.
  10. Hvis du har en blæser eller ventilator, kan du sørge for at katten kan lægge sig foran den. Nogle af katteejerne beskriver, hvordan deres katte elsker at flade ud og få pelsen blæst godt igennem.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.