Beboere i Åderupkvarteret i Næstved mener, at op mod 30 katte er blevet mishandlet. Kattene er blevet stjålet, skudt på, kidnappet og sågar forgiftet, mener beboerne ifølge Sn.dk.
Beboerne er endda så sikre, at de har anmeldt en mand fra kvarteret til politiet. Han er blevet afhørt og nægter sig skyldig.
Senest er en kat fra området blevet skudt med et luftgevær og har mistet synet på det ene øje, skriver Sn.dk.
- Vi fandt ikke nogen døde katte hos personen. Vi tager sagen alvorligt, men vi har svært ved at gøre noget uden flere beviser, siger Peter Haslund fra Næstved Politi til Sn.dk.
Den forgiftede kat var angiveligt blevet forgiftet med rottegift. Den blev kørt til dyrlægen, der valgte at aflive katten. Forgiftningen skulle være sket med rottegift blandet op med tun.