Så mange millioner bytter vi julegaver for
Dansk Erhverv beder forbrugerne være opmærksomme på de forskellige bytteregler ved køb i butik og på nettet.


Søndag åbner butikkerne, for første gang siden gaverne under juletræet blev pakket op. Og det kan give travlhed, anslår Dansk Erhverv, der repræsenterer 17.000 virksomheder.

Ifølge en prognose baseret på årets julehandel forventer erhvervsorganisationen, at de danske forbrugere i år vil bytte gaver for op mod 250 millioner kroner.

- Sidste år byttede hver tredje dansker én eller flere julegaver, og det billede forventer vi også i år, siger chefkonsulent Bo Dalsgaard fra Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.

Hvis man er en af dem, der af den ene eller den anden årsag ønsker at bytte sin gave, skal man være opmærksom på, at der gælder forskellige regler, alt efter om gaven er købt i en butik eller over nettet, forklarer Bo Dalsgaard.

- Hvis varen er købt i en fysisk butik, er det vigtigt, at man sætter sig ind i butikkens bytteregler og sørger for at overholde dem, siger han.

- Butikkerne stiller typisk krav om, at du skal medbringe bonen, hvis du vil have pengene tilbage, mens det er nok med et byttemærke, hvis gaven bare skal byttes til en anden størrelse eller farve.

Butikkerne er nemlig ikke forpligtet af andre bytteregler end dem, de selv har stillet op. Derfor kan byttereglerne i visse tilfælde også kun være gældende i den ene butik, hvor gaven er købt og ikke i hele butikskæden.

Modsat har man ved køb på internettet 14 dages fortrydelsesret, fra gaven er leveret til personen, der har bestilt den. Så hvis gaven er leveret efter 13. december, har man stadig krav på at få pengene retur.

- Forbrugere skal også være opmærksomme på, om de selv skal betale returfragten, eller om netbutikken tilbyder gratis returfragt, siger Bo Dalsgaard.

Hvis ikke butikken selv tilbyder gratis returfragt, så er det forbrugeren, der betaler portoen.

Ligeså skal forbrugere, der ønsker at sende gaver retur til internetbutikker, være opmærksomme på, om der er tilsendt en returseddel, der skal følge med gaven tilbage til producenten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.