Ekspert: Airbnb kan udhule markedet
Det har aldrig været mere populært at bo hos private frem for på hotel, men det kan undergrave den etablerede turistbranche, mener ekspert.
Flere og flere turister pakker deres kuffert ud i en privatejet lejlighed frem for et hotel. Den tendens vækker bekymring.
Flere og flere turister pakker deres kuffert ud i en privatejet lejlighed frem for et hotel. Den tendens vækker bekymring. Foto: Sergei Kleshnev/SERGEI KLESHNEV


Muligheden for at bytte et hotel fyldt med andre turister ud med et privat hjem med egen stue og køkken, når man skal på storbyferie, tiltaler i stigende grad turisterne.

Mange danskere bliver også fristet af muligheden for at tjene ekstra penge ved at leje lejligheden ud gennem Airbnb.

I en pressemeddelelse fra Dansk Erhverv byder man Airbnb velkommen på turistmarkedet, men med en løftet pegefinger. De minder brugerne om, at de skal huske at betale skat, og at konkurrenceforholdene ikke er helt fair mellem Airbnb og den resterende hotelbranche.

- Vi kan jo se, at det marked er i vækst. Faktisk er det fordoblet i løbet af et år. Derfor bør Skat holde øje med, at den enkelte udlejer betaler den skat, der er påkrævet, siger Terkel Riis-Jørgensen, politisk konsulent i Dansk Erhverv, til Ritzau Fokus.

Når markedet for privat udlejning stiger så eksplosivt, mener Dansk Erhverv også, at det er tid til at få kigget reglerne efter en ekstra gang.

- Der er jo stor forskel i kravene til en privat udlejer og et hotel. Den private udlejer har næsten ingen krav at leve op til, mens et hotel skal have røgalarmer, brandslukkere, nødudgange og så videre. På den måde konkurrerer de ikke på lige vilkår, mener Terkel Riis-Jørgensen.

Hos Dansk Erhverv ønsker man ikke at mistænkeliggøre Airbnb-udbyderne. Men det kan man roligt gøre, mener Jane Meged Widtfeldt, ekspert i turisme og deleøkonomi fra Roskilde Universitet.

Hun mener, at reglerne om at private kan tjene 24.000 kroner på at udleje deres hjem, før de skal betale skat, er urimeligt i forhold til hotelbranchen.

- Hvis 20.000 private hjem kan tjene 24.000 kroner uden at Skat får en eneste krone, er det ikke bare mange penge at gå glip af - det er også unfair over for hotelbranchen, siger hun til Ritzau Fokus.

Generelt ser hun positivt på udbredelsen af deleøkonomien, men hun ser også mange problemer ved det.

- Når private begynder at lege taxi eller udleje deres lejlighed som hotel, er der jo nogle taxier og hoteller, der går glip af indtjening. Det betyder, at de faglærte, der arbejder under kontrol og ordnede forhold, mister beskæftigelse til amatører, siger hun.

I San Francisco oplever man for tiden, at boligpriserne presses op i bestemte attraktive kvarterer, fordi man kalkulerer med, at ejeren vil kunne tjene gode penge ved udlejning gennem Airbnb.

- Hvis vi får den slags tilstande i Danmark, vil folk jo begynde at regne udlejning af hus og bil ind i deres budget. Det er jo en ultraliberalisering af turistområdet, siger Jane Meged Widtfeldt.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Airbnb.

Airbnb i Danmark
  • Airbnb formidler kontakt mellem turister og private, der gerne vil leje deres lejlighed ud.
  • Ejer man sin lejlighed, kan man tjene 24.000 kroner på at udleje den, før man skal betale skat af indtjeningen.
  • Bor man til leje, bør man kontakte sin udlejer, inden man tilmelder sig Airbnb. Man kan nemlig risikere, at man bryder lejekontrakten og kan blive smidt ud.
  • Ifølge tal fra Berlingske er udbuddet af lejligheder hos Airbnb steget med 66 procent på et år. I juli måned var der således 20.000 lejligheder i udbud i Danmark.
  • Airbnb findes i mere end 190 lande.

Kilde Airbnb.dk og Berlingske Tidende

 

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.