S: Rigeligt med penge til supersygehuse
Socialdemokratiet giver ikke meget for, at DF vil afsætte en milliard kroner mere til sygehusprojekt.
Dansk Folkeparti vil øge kapaciteten på de kommende supersygehuse. K og V vil hellere bruge penge på kræftbehandling. Socialdemokraterne mener ikke, der er behov for at afsætte ekstra penge.
Dansk Folkeparti vil øge kapaciteten på de kommende supersygehuse. K og V vil hellere bruge penge på kræftbehandling. Socialdemokraterne mener ikke, der er behov for at afsætte ekstra penge. Foto: ANDERS FIND/POLFOTO


Det er helt absurd, når Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er klar med en ekstra milliard kroner til de kommende supersygehuse.

Sådan er meldingen fra Flemming Møller Mortensen, sundhedsordfører for Socialdemokratiet.

- Vi har sat rigtig mange penge af, og der er lavet aftaler mellem staten og regionerne om, hvad der skal bygges.

- Kristian rejser hele landet rundt op til valget, og hvor mange milliarder kroner er det, han vil drysse ud i forhold til det?

- Nu har han slået ned i forhold til Region Midtjylland. Men det overordnede er altså, at de sygehuse kommer til at stå med den kapacitet, de skal have, siger Flemming Møller Mortensen til Ritzau.

DF frygter, at de nye supersygehuse bygges med for få senge

- Patienterne skal i gennemsnit ligge i en sygehusseng i 2,9 dage, og det er min oplevelse, at den beregning ikke bygger på en faglig vurdering af fremtidens behov, men er udtryk for, hvad der er råd til, udtaler DF-formanden til Jyllands-Posten.

Kristian Thulesen Dahl kommer med udmeldingen om flere penge til supersygehusene efter at have besøgt byggepladserne i Gødstrup ved Herning og Det Nye Universitetshospital i Aarhus.

Flemming Møller Mortensen er sikker på, at pengene passer til sygehusprojektet, hvor der bygges og renoveres 16 danske supersygehuse.

Den samlede pris for projektet er omkring 41 milliarder kroner ifølge en tidligere vurdering.

- Det er da klart, at regionerne forsøger at malke statskassen for yderligere milliarder, men der er lavet detailplaner i forhold til kapacitet, struktur og andre dele, og det er det, vi arbejder ud fra.

- Det er for letkøbt, at Dansk Folkeparti rejser rundt i landet og lover det ene og andet, og jeg er spændt på at se, hvor mange flere milliarder kroner DF vil love op mod valget, siger S-ordføreren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.