S giver prostituerede et godt tilbud: Drop prostitution og få eftergivet din gæld
S vil gøre det muligt for prostituerede at få eftergivet deres gæld til det offentlige, hvis de deltager i et exitprogram.
Gæld er med til at fastholde prostituerede i prostitution, mener Socialdemokratiet.
Gæld er med til at fastholde prostituerede i prostitution, mener Socialdemokratiet. Modelfoto: Colourbox


Socialdemokraterne står klar med et godt tilbud til landets godt 3.000 prostituerede.

Hvis de dropper prostitutionen kan de få sat en streg over deres gæld til det offentlige, lyder forslaget fra partiets ligestillingsordfører Rasmus Horn Langhoff. Det skriver dr.dk.

- De prostituerede, der vil ud af prostitution skal opleve en fremstrakt hånd fra det offentlige. Men i dag kan deres gæld til det offentlige afholde dem fra at komme ud af prostitution. Derfor foreslår vi, at de prostituerede, der deltager i et exit-program, hvor målet er at komme ud af prostitution for at komme i uddannelse eller arbejde, får streget deres gæld til det offentlige, siger Rasmus Horn Langhoff til dr.dk.

Han forklarer, at kvinderne kan have gæld til det offentlige, hvis de skylder penge i skat, eller hvis de har været på kontanthjælp, mens de har tjent penge på prostitution. Han mener, at gælden kan være med til at fastholde kvinderne i prostitution.

Forslaget vil ikke være dyrt for det offentlige, lyder det fra ligestillingsordføreren.

- Faktisk mener jeg, at det vil være dyrt ikke at strege deres gæld – såvel menneskeligt som økonomisk. Menneskeligt fordi den gæld er med til at tvinge kvinder til et liv i prostitution med de konsekvenser, det kan have for krop og sjæl og de prostituerendes børn. Og økonomisk fordi man får nogle prostituerede til at blive en del af det ordinære arbejdsmarked, siger Rasmus Horn Langhoff til DR.

Han understreger, at forslaget i første omgang kun skal gælde prostituerede, men han er klar til at bruge erfaringerne i forhold til andre udsatte grupper som eksempelvis narkomaner, hvis det bliver en succes.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.