Rygskadet Agger i kapløb med tiden til Albanien-kamp
Daniel Agger modtager kiropraktorbehandling, mens landsholdskollegerne forbereder sig til kamp i Albanien.


Landsholdets anfører Daniel Agger har rygproblemer få dage før EM-kvalifikationskampene mod Albanien og Portugal.

Midterforsvareren står ligesom tirsdag over i onsdagens træning i Helsingør, og landsholdslæge Søren Kaalund melder ham tvivlsom til lørdagens opgør i Albanien.

- Daniel Agger har haft ondt i ryggen siden superligakampen mod AaB i søndags, og han kommer sig ikke rigtigt. Han træner ikke i dag, og det begynder at være tæt på kamp, så det er tvivlsomt omkring ham, siger Kaalund.

Lægen vil dog ikke udelukke, at Brøndby-spilleren kan komme i kamp på lørdag.

- Det er klart, at når han har ondt i ryggen på nuværende tidspunkt, så kan vi ikke udtale os om det. Vi er stadigvæk i gang med at behandle, men kampen begynder for alvor at nærme sig, siger han.

Da Aggers normale kollega i midtersvaret, Lille-spilleren Simon Kjær, samtidig er plaget af en ankelskade, valgte landstræner Morten Olsen tirsdag aften at indkalde Jores Okore fra Aston Villa og FC Københavns Mathias "Zanka" Jørgensen.

- Kjær er i et testforløb. Vi ser lige nu, hvor langt anklerne er. I går kunne Kjær dreje og løbe på 80 procent, men længere kom han ikke. Vi fortsætter med at teste i dag. Men det begynder at blive et kapløb med tiden, siger Søren Kaalund.

Selv om DBU tirsdag aften skrev på sin hjemmeside, at der var småskavanker hos Agger, Kjær og Twentes Andreas Bjelland, så har Bjelland det fint,

- Bjelland er fuldstændig klar, fastslår landsholdslægen, der også melder om fremgang hos det sidste tvivlsomme kort til kampen mod Albanien, højrebacken Peter Ankersen fra Red Bull Salzburg.

- Det kører fremad med Ankersen, og han er testet igennem. Han er meget længere fremme end Kjær.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.