Russiske atleter udelukket fra OL: Appel afvist
68 russiske atletikudøvere er fortsat udelukket efter afgørelse i Den Internationale Sportsdomstol.
OL i Brasilien bliver formentlig uden russiske atletikudøvere.
OL i Brasilien bliver formentlig uden russiske atletikudøvere. Foto: Www.jirivaclavek.cz/Free


68 russiske atletikudøvere har ikke haft held med deres appel til Den Internationale Sportsdomstol (CAS), som har vurderet, at atletikudøverne korrekt er blevet udelukket fra at deltage ved OL i Rio de Janeiro i august.

Det Internationale Atletikforbund (IAAF) har valgt at udelukke russiske atletikudøvere på grund af mistanke om statsstøttet og statskontrolleret doping. Nu har CAS givet medhold i, at IAAF handlede lovligt og korrekt.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har dog det sidste ord og kan i princippet give russerne lov til at deltage i atletikkonkurrencerne.

De afviste atletikudøvere ønskede at deltage ved OL under neutralt flag. Det har den russiske 800-meter-løber Yuliya Stepanova nemlig fået lov til som en slags belønning for, at hun medvirkede til at afsløre den massive brug af doping i russiske atletik.

I sidste uge bekræftede IOC, at den russiske længdespringer Darya Klishina kan stille op ved OL i Rio under det russiske flag. Hun har haft base i USA, og hun har kunnet bevise, at hun ikke har indgået i et dopingprogram.

Det vides ikke, om torsdagens dom får betydning for hendes deltagelse og i givet fald, hvilket flag hun må stille op under. Det er fortsat IOC, der har det afgørende ord at skulle have sagt.

Allerede 26. november sidste år udelukkede IAAF de russiske atletikudøvere.

Ud over atletikudøverne skal IOC også tage stilling til, om der overhovedet er nogle russere, som får lov til at deltage ved OL.

Det skyldes, at en rapport fra Det Internationale Antidopingagentur (Wada) tidligere på ugen konkluderede, at den russiske stat var medvidende om, at flere russiske atleter var dopede under vinter-OL i Sotji 2014.

Deres dopingprøver blev angiveligt byttet ud med rene dopingprøver.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.