Russisk politi anholder 20 mistænkt for at hverve for IS
De anholdte havde falske dokumenter, siger en sikkerhedskilde, som fortæller, at de ville hverve i Moskva.
Ruslands sikkerhedstjeneste har pågrebet og anholdt 20 personer, som mistænkes at have forbindelse til Islamisk Stat (IS).
Ruslands sikkerhedstjeneste har pågrebet og anholdt 20 personer, som mistænkes at have forbindelse til Islamisk Stat (IS). Foto: Ivan Sekretarev/AP


Ruslands sikkerhedstjeneste har pågrebet og anholdt 20 personer, der mistænkes at have forbindelse til Islamisk Stat (IS), som russerne bekæmper i Syrien.

De anholdte forsøgte angiveligt at hverve medlemmer til den ekstremistiske gruppe, oplyser en sikkerhedskilde til nyhedsbureauet RIA.

Flertallet af de anholdte er statsborgere i den tidligere sovjetrepublik Usbekistan.

- Under en fælles aktion mellem den føderale sikkerhedstjeneste, FSB, og politiet har man anholdt omkring 20 personer mistænkt for forbindelser til Islamisk Stat, siger kilden.

Hverken politiet eller FSB har ønsket at kommentere aktionen.

- De første informationer tyder på, at de forsøgte at rekruttere nye medlemmer i Moskva, rapporterer RIA med henvisning til sikkerhedskilden.

Nogle af de anholdte var i besiddelse af falske dokumenter, blandt andet et falsk tyrkisk kørekort.

Rusland er erklæret fjende af Islamisk Stat.

I oktober sidste år indledte Rusland bombetogter i Syrien mod en bred vifte af præsident Bashar al-Assads fjender, herunder IS.

Den ekstremistiske gruppe har taget skylden for flere angreb på russisk grund, hovedsageligt i Kaukasus.

I februar blev syv personer tiltalt for planer om terrorangreb i Rusland.

Myndighederne fandt under ransagning af de mistænktes hjem materialer til fremstilling af bomber. Myndighederne fandt desuden våben og "ekstremistisk litteratur".

Politiet sagde dengang, at de tiltalte planlagde "terrorangreb" i Moskva og Sankt Petersborg.

De havde ifølge FSB planer om at rejse videre til Syrien for at deltage i krigen på Islamisk Stats side.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.