Russerne bygger atomanlæg i Egypten
Rusland skal hjælpe Egypten med at bygge landets første atomanlæg, siger præsident Sisi under Putins besøg.
Abdel Fattah al-Sisi, den egyptiske præsident, har fået stor opbakning fra Rusland efter valget i 2014.
Abdel Fattah al-Sisi, den egyptiske præsident, har fået stor opbakning fra Rusland efter valget i 2014. Foto: Maxim Shemetov/AP


Rusland og Egypten har indgået en aftale om, at russerne skal være med til at bygge Egyptens første atomanlæg.

Det siger den egyptiske præsident, Abdel Fattah al-Sisi.

De to ledere har underskrevet et notat under den russiske præsidents, Vladimir Putins, besøg i landet.

Atomanlægget skal bygges i Dabaa, der ligger i det nordvestlige Egypten tæt på Middelhavskysten.

Egypten havde taget hul på byggeriet af atomanlægget under den afsatte præsident Hosni Mubaraks regime, men arbejdet blev stoppet på grund af protester fra lokale indbyggere.

Putins todages besøg i Egypten finder sted på et tidspunkt, hvor regeringen i Moskva ønsker at styrke relationen til den arabiske verdens mest folkerige land, og hvor det egyptiske forhold til USA er kølnet.

Iagttagere siger, at Putins besøg også har til formål at vise over for vestlige ledere, at han ikke er isoleret internationalt trods krisen i Ukraine.

Putin er en af Sisis vigtigste støtter uden for den arabiske verden. Den egyptiske militærleder har fået kraftig kritik fra USA og en række andre lande for sin benhårde linje over for sine politiske modstandere, siden den demokratisk valgte præsident, Mohamed Mursi, blev afsat i juli 2013.

Rusland var et af de første lande, der viste opbakning til Sisis præsidentskab efter sidste års valg i Egypten.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.