Russere: Vesten er skyld i Ukraine-krise
Mange russere er overbevist om, at Vesten står bag krisen i Ukraine. De forstår slet ikke USA's indblanding.
Mange russere mener, at USA har udløst krisen mellem Ukraine og Rusland, og de forstår ikke, hvorfor amerikanerne blander sig i noget, der ligger så langt væk.
Mange russere mener, at USA har udløst krisen mellem Ukraine og Rusland, og de forstår ikke, hvorfor amerikanerne blander sig i noget, der ligger så langt væk. Foto: Alexei Druzhinin/AP


Anti-vestlige følelser har nået historiske højder i det postsovjetiske Rusland. Et overvejende flertal udtrykker en negativ holdning til USA og EU, viser en frisk meningsmåling fra det anerkendte russiske meningsmålingsinstitut Levada Center.

Forbindelserne med den tidligere rival fra Den Kolde Krig, USA, har ikke på noget tidspunkt været specielt varmt under præsident Vladimir Putin, men båndene er for alvor revet over siden begyndelsen af Ukraine-krisen for mere end et år siden, hedder det i målingen.

- Vi har ikke set så aggressive og stærke følelser mod Vesten, siden vi begyndte vores måling af holdningerne, siger direktøren for Levada Center, Lev Gudkov, til nyhedsbureauet AFP.

88 procent af dem, der har besvaret spørgsmålene, har en meget negativ holdning til USA. Den er steget fra 44 procent i januar 2014.

Antallet af folk, der betegner båndene mellem Moskva og Washington som fjendtlige, er tidoblet til 42 procent i sidste måned fra fire procent i januar 2014.

Meningsmålingen viser også, at de traditionelt gode forbindelser med EU også har fået et skud for boven. Antallet af mennesker, der forholder sig negativt til Den Europæiske Union, er mere end fordoblet til 71 procent.

24 procent siger, at forholdet til EU nu er fjendtligt. Den holdning havde kun en procent i januar 2014. 41 taler om spændinger i forbindelserne, hvilket er en stigning fra ni procent for et år siden.

Ikke overraskende mener næsten halvdelen af de adspurgte, at forholdet til det slaviske naboland Ukraine er fjendtligt. For et år siden lå det tal på to procent.

40 procent siger, at båndene til Vesten skal styrkes, mens 36 procent tror, at det er bedst at gå i en stor bue uden om Washington og Bruxelles.

Mange russere mener, at USA har udløst krisen mellem Ukraine og Rusland, og de forstår ikke, hvorfor amerikanerne blander sig i noget, der ligger så langt væk.

Den russiske økonomi er også hårdt ramt af en række vestlige sanktioner, og dertil kommer faldende oliepriser, som har betydet, at rublens værdi er halveret i den seneste tid.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.