Rusland vil have syriske kurdere med i fredsforhandlinger
Uretfærdigt og undergravende for fredsproces at forhindre syriske kurdere i at deltage, siger Sergej Lavrov.
Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, der her ses med sin amerikanske modpart, John Kerry, siger, at det har afgørende betydning for den syriske fredsproces, at kurdere i Syrien får lov at deltage i fredsforhandlingerne.
Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, der her ses med sin amerikanske modpart, John Kerry, siger, at det har afgørende betydning for den syriske fredsproces, at kurdere i Syrien får lov at deltage i fredsforhandlingerne. Foto: Jacquelyn Martin/AP


Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, siger, at det er uretfærdigt og ødelæggende for den syriske fredsproces, hvis kurdere i Syrien ikke får lov at deltage i fredsforhandlingerne.

- Det ville være uretfærdigt og undergravende for fredsprocessen at forhindre syriske kurdere i at deltage i fredsforhandlingerne, siger Lavrov, som tirsdag holdt en stor årlig pressekonference i Moskva.

FN's særlige udsending til Syrien, Staffan de Mistura, skulle tirsdag sende invitationer ud til de oppositionsgrupper, som FN vil have med ved forhandlingsbordet i Genève, hvor forhandlinger ventes indledt fredag.

- Invitationerne bliver udsendt tirsdag. Vi planlægger efter, at forhandlingerne indledes 29. februar og fortsætter i seks måneder, sagde FN-diplomaten mandag.

Lavrov siger, at en af de stormagter, som støtter fredsforhandlingerne - formentligt Tyrkiet - er imod, at kurdere deltagere i fredsforhandlingerne. I særdeleshed er det pågældende land imod Det Syriske Kurdiske Demokratiske Unionsparti (PYD).

- Hvis dette parti ikke deltager, så kan vi ikke opnå de resultater, som vi ønsker, hvilket er en endelig politisk løsning i Syrien, siger Lavrov.

Lavrov gør det imidlertid klart, at Rusland ikke vil nedlægge "veto", hvis kurderne ikke bliver inviteret med, og han siger, at det er op til de Mistura at afgøre, hvilke oppositionsgrupper som skal deltage.

Tyrkiet anser PYD for at være en forlængelse af det forbudte Kurdistans Arbejderparti, PKK.

Forholdet mellem Rusland og Tyrkiet er yderst spændt, efter at det tyrkiske luftvåben sidste år skød et russisk kampfly ned i den tyrkisk-syriske grænseregion.

PKK indledte et oprør mod den tyrkiske stat i 1984. I juli i fjor opblussede konflikten mellem PKK og det tyrkiske militær op igen, da en våbenhvile brød sammen efter to og et halvt år.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.