Rusland smækker døren til europæisk råd resten af året
Rusland gør alvor af trussel om midlertidigt at forlade Europarådets Parlamentariske Forsamling.
Rusland træder midlertidigt ud af Europarådets Parlamentariske Forsamling i protest mod sanktioner. Arkivfoto
Rusland træder midlertidigt ud af Europarådets Parlamentariske Forsamling i protest mod sanktioner. Arkivfoto Foto: Alexander Zemlianichenko/AP


Rusland har besluttet at suspendere sin deltagelse i den europæiske forsamling, der vogter over Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det oplyser Aleksej Pusjkov, leder af den russiske delegation i Europarådets Parlamentariske Forsamling.

Beslutningen er en reaktion på en afstemning tidligere onsdag i forsamlingen. Her besluttede et stort flertal af medlemmerne at forlænge de sanktioner, som forsamlingen indførte i april sidste år som reaktion på Ruslands annektering af den ukrainske halvø Krim.

Dermed kan de russiske delegerede fortsat ikke stemme i rådet, og de er også udelukket fra at sidde med i rådets forskellige organer.

Inden afstemningen havde flere russiske politikere truet med, at Rusland helt ville forlade Europarådet, hvis sanktionerne ikke blev ophævet.

- Vi har advaret vores kolleger, de rådgivende organer og lederne af de politiske grupper om, at hvis Rusland bliver frataget sine rettigheder, så vil den russiske delegation suspendere sin deltagelse til mindst slutningen af 2015, siger Pusjkov.

- Vi lykønsker den parlamentariske forsamling med at have taget denne, efter min mening, forkerte beslutning, som i alvorlig grad skader den fælles dialog mellem parlamenterne i Europa, tilføjer han ifølge det russiske nyhedsbureau Itar-Tass.

Beslutningen vil blive taget op til overvejelse igen til april i år. Et af kravene for at lukke russerne ind i varmen igen er, at Rusland overholder Minsk-aftalerne, der sigter mod at skabe fred i Ukraine.

Europarådet er en 66 år gammel institution, der blandt andet har til opgave at sikre, at de 47 medlemslande overholder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der er fem danske medlemmer i den parlamentariske forsamling.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.