På en søndag som var både våd og vindblæst dukkede det royale britiske par, prins Williams og hertuginde Kate, op til sejlermesterskabet America's Cup World Series, som blev afholdt i Portsmouth i Storbritannien.
De matchende, blå fleecetrøjer var udstyret med hvid skrift på ryggen. "Hertuginden af Cambridge" stod der bag på Kates trøje, og "Hertugen af Cambridge" stod der bag på prins Williams', hvis nogen skulle være i tvivl.
De matchende fleecetrøjer passede til dagens våde og actionprægede begivenheder. Det skulle dog vise sig, at vejret slet ikke var egnet til sejlads, og derfor blev både dagens professionelle mesterskab og det royale pars planlagte sejltur aflyst, skriver BBC.
- Efter at have diskuteret med komitéen har vi truffet den svære beslutning at aflyse dagens sejlads på grund af ekstremt vejr, lød den officielle udmelding fra arrangørerne.
På grund af aflysningen af den sidste dags sejlads var mesterskabet allerede afgjort gennem de tidligere dages resultater. Prins William og hertuginde Catherine, som er Kates rigtige navn, overrakte derfor medaljer til vinderne af mesterskabet - blandt andre Sir Ben Ainslie. Det er langt fra første gang Ainslie kan glæde sig over at få en medalje om halsen for sine evner på vandet. Han har nemlig tidligere vundet fire guldmedaljer ved De Olympiske Lege inden for sejlsport.
Se alle billederne her.
Se videoer fra medaljeoverrækkelsen her.
/ritzau/FOKUS