Ronaldo og co. lammetæver Hareide i Malmö FF-farvel
Åge Hareide blev ydmyget i sin sidste kamp i spisen for Malmö FF, som tabte hele 0-8 ude til Real Madrid.
Åge Hareide havde håbet på et farvel med en sejr mod et reservespækket Real Madrid, men Ronaldo var med, og Malmö FF blev ydmyget med et kæmpe nederlag.
Åge Hareide havde håbet på et farvel med en sejr mod et reservespækket Real Madrid, men Ronaldo var med, og Malmö FF blev ydmyget med et kæmpe nederlag. Foto: Andreas Hillergren/AP


Der bliver ingen deltagelse i Europa League for Malmö FF efter vinterpausen.

Det stod klart med flammeskrift og bøjet i neon tirsdag aften, da Real Madrid og Cristiano Ronaldo straffede svenskerne ubønhørligt på Bernabeu i Madrid.

Her vandt Real Madrid hele 8-0, og dermed slutter Malmö FF på sidstepladsen i gruppe A med en målscore på 1-21.

Real Madrid udlignede dermed Liverpools 8-0-sejr over Besiktas i 2007-08-sæsonen, som den største Champions League-sejr nogensinde.

Ronaldo scorede fire mål for Real, og dermed gav verdensstjernen Malmös norske træner Åge Hareide et pinefuldt nederlag i dennes sidste kamp i spidsen for den svenske klub.

Kampen var nemlig et farvel til Åge Hareide, der for nylig meddelte, at han stopper i klubben efter denne sæson, mens den norske træner i nogen tid har været et varmt rygte som kommende dansk landstræner efter Morten Olsen.

Åge Hareide har stået i spidsen for Malmö FF i to sæsoner, hvor han blandt andet har formået at kvalificere svenskerne til Champions League, og på den måde blev et Champions League-opgør på Bernabeu rammen om Hareides farvel til Malmö FF.

Real Madrid vinder gruppen med 16 point foran Paris Saint-Germain med 13, og både Shakhtar Donetsk og Malmö FF slutter med tre point, men Shakhtar er bedst indbyrdes med svenskerne.

Real Madrid var sikker på at vinde gruppen og sparede flere stjernenavne, og der var derfor plads til spillere som Casemiro, Mateo Kovacic, Isco og Nacho Fernandez i startopstillingen.

Til gengæld var hverken Luka Modric, Gareth Bale, Toni Kroos eller Sergio Ramos med fra start.

Gæsterne var godt med i de første minutter på Bernabeu i Madrid, og Malmö FF holdt stand frem til det 12. minut.

Så sendte Cristiano Ronaldo et indlæg ind, som Isco først afsluttede på. Bolden endte hos Yoshimar Yotun, der serverede den for fødderne af Karim Benzema, som nemt scorede.

Benzema var på pletten igen halvvejs inde i første halvleg. Ronaldo serverede igen et indlæg til Benzema, som ikke blev markeret ordentligt, og franskmanden headede sikkert Real Madrid på 2-0.

Fem minutter før pausen bankede Ronaldo så Real foran 3-0 på et direkte frispark, og portugiseren burde have øget til 4-0 to minutter før pausen, men forsøget røg over Johan Wilands mål.

Real Madrid var overlegen i første halvleg, og billedet fortsatte efter pausen, hvor der blot var spillet to minutter, før Ronaldo havde gjort det til 4-0.

Og Ronaldo var varm. Tre minutter senere blev det 5-0 ved portugiseren efter et par træk i feltet og en flad afslutning, og efter en times spil gjorde Ronaldo det til 6-0.

Målene haglede ind, og Mateo Kovacic gjorde det til 7-0, mens Benzema scorede sit tredje mål i kampen, da han med et kvarter igen efter et par træk bankede bolden ind bag en sønderskudt Johan Wiland.

Paris Saint-Germain sparede også stjerner som Angel Di Maria og Edinson Cavani og gav spilletid til flere reserver hjemme mod Shakhtar Donetsk, som også spillede for tredjepladsen.

Brasilianske Lucas bragte PSG foran efter pausen, og Zlatan Ibrahimovic lukkede kampen med sin scoring til 2-0 fire minutter før tid.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.