Johan Wiland forlader FCK og skifter til Malmö FF
Efter seks et halvt år er den svenske målmand fortid i FCK, hvor han opnåede at vinde mange titler.
Johan Wiland er færdig i FCK.
Johan Wiland er færdig i FCK. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Den svenske fodboldmålmand Johan Wiland er som ventet færdig i FC København.

Efter seks et halvt år hos de danske vicemestre skifter han til de svenske mestre, Malmö FF. Aftalen løber til og med 2017.

- Johan har været en stor del af FC Københavns succes gennem de år, han har været i klubben.

- Han har været en sand professionel i både medgang og modgang, og han tog virkelig chancen, da Jesper Christiansen i sin tid blev skadet, og gav ham aldrig chancen for igen at komme tilbage på holdet, siger FCK-manager Ståle Solbakken til klubbens hjemmeside.

Johan Wiland blev degraderet i sidste sæson, da FCK købte Stephan Andersen, som var Ståle Solbakkens førstevalg i hele sæsonen.

Det var stærkt medvirkende til beslutningen, at det tidligere så sikre førstevalg i FCK måtte se sig henvist til bænken.

- Jeg er 34 år og har brug for at spille fodboldkampe, og det gør jeg ikke i FC København i øjeblikket, så derfor har jeg i fuld enighed med klubben set mig om efter en anden løsning.

- Men det er hårdt, for jeg har været her en lang periode i min karriere, og jeg har selvfølgelig stadig mange følelser for klubben, siger Johan Wiland.

Han nåede at vinde fire danske mesterskaber og tre pokaltitler med FCK.

To gange var han med til at spille gruppespil i Champions League med FCK.

I alt har han spillet 192 kampe for klubben.

Hos Malmö FF bliver han den direkte afløser for dansk-svenske Robin Olsen, der for nylig skiftede til Paok i Grækenland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.