Rockstjerne: Jeg blev fanget i gidseldrama
Den amerikanske rockmusiker Courtney Love havnede torsdag i den omstridte taxikonflikt, der netop nu hærger Paris.
Den amerikanske rockmusiker Courtney Love var gift med den nu afdøre Nirvana-forsanger Kurt Cobain.
Den amerikanske rockmusiker Courtney Love var gift med den nu afdøre Nirvana-forsanger Kurt Cobain. Foto: Paul A. Hebert/PAUL A. HEBERT/INVISION/AP


Der er mange nye indtryk, når man rejser i et fremmed land. Sangerinden Courtney Love fik virkelig lov at smage på udfordringerne ved at være turist i Frankrig i øjeblikket.

Den 50-årige rockstjerne landede i Paris og skulle fra lufthavnen med kørselsvirksomheden Uber, hvor private chauffører kan bruge deres egne biler som taxier.

Men hvad sangerinden ikke vidste var, at der på nuværende tidspunkt hersker en hektisk konflikt i Frankrig. Taxichauffører kæmper mod Uber-chauffører, da de har bevæget sig ind på taxichaufførernes marked og har gjort mange franske taxichauffører arbejdsløse.

De franske taxichauffører har derfor strejket de seneste par dage, og det er gået udover de mange turister, som er på vej på sommerferie i den franske hovedstad. Strejken har nemlig udviklet sig til en voldsom konflikt.

Courtney Love havde netop sat sig ind i en Uber-vogn, da en taxi blokerede vejen og forårsagede et voldsomt sammenstød. Et vindue gik itu, og den skræmte sangerinde fortæller detaljeret om begivenheden på det sociale medie Twitter, hvor hun beskriver, hvordan hendes chauffør blev taget som gidsel.

- Jeg føler mig mere tryg i Bagdad, skriver Courtney Love på sin profil på det sociale medie Twitter og deler et billede af den ødelagte bilrude.

Sangerinden stiller den franske præsident, Francois Hollande, til ansvar, og undrer sig over, hvor det franske politi er under konflikten.

Det lykkedes dog til sidst for Cortney Love at få fat i nogle motorcyklister, som hjalp den franske Uber-chauffør i sikkerhed fra demonstranterne, der ifølge sangerinden kastede sten mod dem.

- Vi kom ud af tumulten efter at have været taget som gidsler. Stor tak til disse to fyre, skriver Courtney Love på Twitter og deler et billede af sine to redningsmænd på billeddelingsmediet Instagram.

Se billedet af den smadrede bil på Twitter her: https://twitter.com/courtney

Og se Courtney Love og hendes to redningsmænd her: https://instagram.com/p/4Wk7V4tVMv/

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.