Rikke Møller Pedersen satser på at svømme endnu hurtigere i fredagens VM-finale i 200-meter bryst.
Det vil i så fald betyde en forbedring af den verdensrekord, hun satte torsdag aften i semifinalen, hvor den 24-årige dansker flænsede langbanebassinet i Barcelona i tiden 2.19,11 minutter.
Svømmeren fra Frem Odense/NTC slettede dermed amerikaneren Rebecca Sonis verdensrekordtid fra OL i august sidste år og forbedrede rekorden med 48 hundreddele af et sekund.
Samtidig forbedrede Rikke Møller Pedersen sin egen europarekord med hele 1,42 sekunder.
- Det var meget hurtigt. Jeg er meget glad for mit personligt bedste, og jeg håber virkelig, jeg kan forbedre mig i finalen, siger Rikke Møller Pedersen til Eurosport.
Hos Dansk Svømmeunion er der også stor begejstring over resultatet.
- Det er første gang i nyere tid, at en dansker er indehaver af en verdensrekord i en olympisk disciplin.
- Tillykke til Rikke Møller Pedersen med det stærke resultat, som hun har slidt så hårdt for at nå via måneders målrettet træning, skriver svømmeunionen i en pressemeddelelse.
- Fredag står den så på finale. Her skal det blive særdeles spændende at se, om Rikke kan gentage aftenens succes og svømme de 200 meter brystsvømning i hurtigste tid, således også VM-guldet kommer med hjem i bagagen, lyder det videre.
Rikke Møller Pedersen følte, at publikum var med hende hele vejen og opfordrer til en gentagelse i finalen.
- Det var fantastisk at høre publikum. Jeg håber, at de vil gøre det samme i finalen fredag.
- Jeg er helt vildt glad, spændt og ser frem til finalen, siger Rikke Møller Pedersen.
/ritzau/