Richie Porte skifter fra Sky til BMC
Chris Froome mister i næste sæson sin vigtige hjælper Richie Porte, der skifter til cykelholdet BMC.
Australske Richie Porte har været en tro slider for Chris Froome, men Porte skifer nu til BMC.
Australske Richie Porte har været en tro slider for Chris Froome, men Porte skifer nu til BMC. Foto: Laurent Cipriani/AP


Chris Froomes højrehånd og hjælper Richie Porte forlader Sky-holdet og skifter i næste sæson i stedet til BMC, hvor han har indgået en etårig kontrakt.

Det oplyser det amerikanske cykelhold i en pressemeddelelse lørdag.

- Vi byder officielt Richie velkommen til BMC. Richies ankomst i næste sæson vil tilføre holdet ekstra muskelkraft og erfaring. Det vil også give os en mulighed for at adskille og forene vores strategier og mål, som vi finder det passende i løbet af sæsonen, siger BMC-manager, Jim Ochowicz.

Den 30-årige Sky-rytter er Froomes løjtnant, og har været en vigtig hjælper i begge Froomes Tour de France-sejre.

Porte, der stammer fra Tasmanien, har vundet etapeløbet Paris-Nice to gange. Hans bedste placering i et af de helt store etapeløb er syvendepladsen i Giro d'Italia i 2010.

- Jeg var tæt på at komme til BMC for fire år siden. Denne gang var det en hård beslutning, men det er den rette beslutning.

- Jeg ønsker at vinde løb som Paris-Nice og Catalonien Rundt igen, og hvorfor ikke satse på Tejay van Garderen og mig i næste års Tour de France?

- Vi kommer godt ud af det sammen, og det er spændende at komme til hold, hvor jeg har så mange muligheder selv for at vinde løb, siger Richie Porte i en meddelelse fra BMC.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.