Rester fra sprøjtegift fundet i børns urin
Forsker er overbevist om, at sprøjtemidlet glyphosat, der er fundet i flere urinprøver, er kræftfremkaldende.
Sprøjtemidlet glyphosat er fundet i 27 urinprøver fra danskere. Midlet har været heftigt diskuteret i Europaparlamentet. WHO konkluderer, at stoffet sandsynligvis er kræftfremkaldende.
Sprøjtemidlet glyphosat er fundet i 27 urinprøver fra danskere. Midlet har været heftigt diskuteret i Europaparlamentet. WHO konkluderer, at stoffet sandsynligvis er kræftfremkaldende. Foto: Anders Rye Skjoldjensen/Polfoto


Sprøjtemidlet glyphosat, der blandt andet bruges i ukrudtsmidlet Roundup, er fundet i adskillige urinprøver fra danske skolebørn og mødre.

Det skriver Ingeniøren.

Det er professor Lisbeth E. Knudsen fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, der står bag undersøgelsen af 27 urinprøver fra skolebørn og mødre fra Gentofte og Viby Sjælland.

Alle prøver viste sig at indeholde rester af glyphosat, og ifølge Lisbeth E. Knudsen burde sprøjtemidlet helt udgå af markedet.

- Jeg er ikke i tvivl om, at der er en cancerrisiko ved glyphosat, og som toksikolog er jeg bekymret over, at man ikke tager os mere alvorligt, når vi advarer mod sådanne stoffer, siger hun til Ingeniøren.

FN's sundhedsorganisation WHO har konkluderet, at glyphosat "sandsynligvis" er kræftfremkaldende. EU's eget agentur, EFSA, har dog betvivlet den konklusion.

Niveauet af midlet i urinen ligger lidt under prøverne blandt amerikanske landmænd, men på niveau med lignende undersøgelser i Tyskland. Nærmere vil professoren ikke beskrive undersøgelsen, da hun står over for en mulig publicering af resultaterne.

- Det chokerer mig, at vi kan finde stoffet i danskere, for jeg havde håbet på, at vi ikke var udsatte. Men man kan sige, at sammenlignet med, hvad der er fundet i Tyskland, er det ikke mærkeligt, at vi finder det i Danmark, siger Lisbeth E. Knudsen til Ritzau.

Lisbeth E. Knudsen fortæller, at resterne af glyphosat også kan findes i almindelige kornprodukter. Hun er derfor i gang med at søge penge for nærmere at kunne undersøge, hvor glyphosat-resterne kommer fra.

- Glyphosat bliver brugt til at sprøjte afgrøder, så derfor vil jeg tro, at vores indtag af forskellige afgrøder, der er blevet sprøjtet kort tid, før de bliver høstet, er skyld i, at vi kan finde det i danskere, siger hun til Ritzau.

Sprøjtemidlet Roundup, der indeholder glyphosat, har været under angreb fra miljøudvalget i Europaparlamentet.

Midlet skal snart have fornyet sin godkendelse i EU, og det har fået miljøudvalget til at anbefale et forbud, indtil der er mere klarhed over sundhedsrisikoen ved glyphosat.

Men miljøforslaget blev kun til et forslag om en kortere godkendelse på syv år i stedet for 15 år samt en anbefaling om, at midlet kun godkendes til professionelt brug - langt fra parker, haver og legepladser.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.