Den seneste tid har Midt- og Vestsjællands Politi modtaget en række anmeldelser om en mulig børnelokker. Tirsdag formiddag har politiet anholdt en mand, der er mistænkt i sagen.
Tirsdag blev han fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Roskilde og varetægtsfængslet frem til 16. februar. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.
Grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre, og derfor holdes mandens forklaring hemmelig. Manden kærede fængslingen til landsretten.
Manden ejer en hvid varevogn, som går igen i de mange anmeldelser fra Sjælland.
Det oplyser pressemedarbejder Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi. Han fortæller, at der er tale om et par håndfulde anmeldelser i sagen om den mulige børnelokker.
- Vi har siden anholdelsen i formiddag brugt vores tid på at ransage, siger han.
Foruden forsøg på blufærdighedskrænkelse førte ransagningen til, at manden er blevet sigtet for overtrædelse af våbenloven.
Tirsdag eftermiddag vil vicepolitiinspektør Bjørke Kierkegaard ikke oplyse nærmere om den anholdte. Om hans alder kun sige, at han er "midaldrende".
- Det, som det nu handler om, er at stykke de mange hændelser sammen og se på, hvordan de passer på ham, vi har anholdt, siger han.
Børnene er blandt andet blevet tilbudt slik og Pokémon-kort. Nogle er også blevet tilbudt et lift.
De anmeldte episoder i sagen om den mulige børnelokker er foregået i Lille Skensved, Viby Sjælland, Jyllinge, Hvalsø og Kirke Hyllinge.
Senest var mandag aften, hvor en tiårig dreng var på vej hjem ad Parkvej i Viby Sjælland, og en hvid kassebil kørte op på siden af ham.
Føreren af bilen forsøgte at hive drengen ind i bilen, men han slog og skreg og løb hjem til sin familie, skrev politiet tidligere tirsdag i sin døgnrapport.
Manden blev beskrevet som mørkhudet, 175 centimeter høj, mørkt, brunt hår og iført en sort jakke. Han var desuden iført en hvid hockeymaske.
Tidligere samme eftermiddag var en mistænkelig hvid varebil af mærket Renault blevet set i Lille Skensved ved Køge. Bilen kørte forbi en 11-årig dreng. Føreren kiggede sig omkring, men foretog sig ikke yderligere.
/ritzau/