At Jes Dorph er en elsket og værdsat tv-vært, står klart efter nyheden om, at han har taget orlov for at komme i behandling for sit alkoholmisbrug.
I stedet for spot og hån er han blevet mødt med forståelse og opbakning fra både kolleger og blandt danskerne.
Blandt andre tager tidligere kollega på TV3 Carsten Werge hatten af for Jes Dorphs åbenhed omkring sit problem.
- Jeg sidder stadig og sunder mig over det. Det kom virkelig bag på mig på den triste måde. Men jeg har stor respekt for Jes Dorph, og jeg synes, at han er en meget modig mand. Det vidner om et utrolig mod, at han går åbent og ærligt ud med sådan en historie i offentligheden. Men jeg tror også på, at netop hans egen åbenhed og ærlighed overfor problemet, er det første vigtige skridt til at komme ud af problemet, siger Carsten Werge til Ekstra Bladet.
Passede sit arbejde
Ligeledes bakker Jes Dorphs tidligere chef på TV3 SPORT Kim Mikkelsen op og afviser at tv-værtens tidlige farvel til stationen havde noget at gøre med alkoholforbruget.
- vi havde kontrakt med Jes i tre år, og et halvt år før udløb var begge parter enige om, at vi gerne ville prøve noget nyt. Vi ønsker Jes alt det bedste, og kan kun sige at han hos os passede sit job. Og udover det, som er kendt fra blandt andet Jes’ egen bog, har vi ikke mærket noget til, at han skulle have den slags udfordringer, siger Kim Mikkelsen til SE og HØR.
Respekt fra Avisen.dk's brugere
Blandt avisen.dk's brugere på facebook er der også kun skulderklap til den værdsatte TV-vært for at gøre noget ved overforbruget - og ikke mindst for melde åbent ud omkring det.
"Det er ikke nogen skam at være alkoholiker. Men det er en skam ikke at gøre noget ved det," siger Finn.
En anden bruger, Marian, roser udover Jes Dorph selv også tv-værtens nuværende chef på Go' aften Danmark for at give sin ansatte tid til behandlingen.
"Det er den gode chef som bakker op og giver tid respekt til redaktøren, og samtidig TAK til Jes Dorph for at tale åbent om et ekstremt tabuiseret emne! Det er en rollemodel for andre med alkoholmisbrug!
Flere andre brugere kommenterer med et "respekt".
Jes Dorph har før berettet om sin kamp mod angst og alkohol, og har også tidligere været i behandling for sit alkoholmisbrug.
Nu kan den kendte TV 2-vært mærke, at han har brug for hjælp endnu engang.