Rasende LA-lokalformand: Topstyringen er ydmygende
Frank Dahlgaard har ikke mange rosende ord til overs for den måde, LA bliver styret på.
Foto: Scanpix


Liberal Alliances lokalformand i Gladsaxe, Frank Dahlgaard, meddelte tirsdag, at han melder sig ud af partiet i protest mod partiets topstyring.

Han stod - efter eget udsagn - til at blive ekskluderet af partiet.

- Jeg smækker med døren og er rasende, udtalte han tidligere i dag til Ritzau.

Efterfølgende har han sendt et brev til LA's forretningsudvalg, hvori han forklarer, hvorfor han forlader partiet. Brevet har han også sendt til Ekstra Bladet, der har offentliggjort dele af det.

"Jeg oplever på det seneste også på TV at se Anders Samuelsen ved et pressemøde på Christiansborg sidde flankeret af Joachim B. Olsen og Ole Birk Olesen, to dygtige og loyale folk, som ikke får lov til at sige eet eneste ord under hele mødet. Det er jo ydmygende, dybt pinligt og bemærkes ikke kun af mig. Er topstyringen virkelig blevet så omfattende?," spørger han ifølge Ekstra Bladet i brevet.

Frank Dahlgaard har tidligere siddet i Folketinget for de Konservative. Han blev dog ekskluderet fra partiet i 1999, fordi han som EU-skeptiker stemte på Dansk Folkepartis Mogens Camre ved valget til Europaparlamentet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.