Rangers FC taber hjemme i skotsk oprykningskamp
Glasgow-klubben Rangers FC rykker næppe op i den bedste skotske række efter hjemmebanenederlag til Motherwell.
Rangers FC skal vende 1-3 til samlet sejr over Motherwell for at rykke op i den bedste række.
Rangers FC skal vende 1-3 til samlet sejr over Motherwell for at rykke op i den bedste række. Foto: PA Wire/AP


Det bliver næppe fra den kommende sæson, at den skotske storklub Rangers FC vender tilbage til den bedste skotske liga, efter at klubben blev tvangsnedrykket.

Torsdag aften spillede Glasgow-klubben den første af to playoff-kampe om en plads i den bedste række, men på hjemmebane tabte holdet 1-3 til Motherwell, der i denne sæson sluttede næstsidst i den bedste række.

Allerede i første halvleg punkterede Motherwell det meste af spændingen, da Lee Erwin og Stephen McManus sørgede for, at stillingen var 2-0 til udeholdet.

Bare to minutter efter pausen øgede Lionel Ainsworth til 3-0. Darren McGregor pyntede til 1-3 med seks minutter tilbage, men det ligner en meget svær opgave for Rangers at skulle vende resultatet til samlet sejr.

Returkampen spilles hos Motherwell på søndag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.