Rammer pensionister hårdt: Nu vil Thulesen rette op på boligydelse
DF skal både forsøge at rette op på boligydelsen og værdighedsmilliarden i årets finanslov.
I sidste års aftale om finansloven gik DF overraskende med til at skære i den, mod at huslejen til gengæld blev sat ned, så de ældre ikke ville have brug for så meget i boligydelse.
I sidste års aftale om finansloven gik DF overraskende med til at skære i den, mod at huslejen til gengæld blev sat ned, så de ældre ikke ville have brug for så meget i boligydelse. Foto: Scanpix/arkiv


Kristian Thulesen Dahl har fået ry for at være en af de bedste forhandlere på Christiansborg, når det gælder finansloven.

Igennem VK-tiden i 00'erne var det Pia Kjærsgaard, der som formand stod i spidsen. Men det var Kristian Thulesen Dahl, der holdt styr på detaljerne med masser af gule sedler i ringbindene.

Derfor er det lidt usædvanligt at se Kristian Thulesen Dahls krav til finansloven i år.

Ud over klassiske DF-krav som hjælp til ældre, bedre sundhed og mere politi har DF-formanden også to krav med, som i virkeligheden er et forsøg på at rette op på aftaler, DF selv indgik i forbindelse med finansloven sidste år.

Det første drejer sig om besparelser på pensionisters boligydelse. Den hjælper ældre med at betale huslejen på plejehjemmene og i ældreboligerne.

I sidste års aftale om finansloven gik DF overraskende med til at skære i den, mod at huslejen til gengæld blev sat ned, så de ældre ikke ville have brug for så meget i boligydelse.

Den slags er dog svært at styre fra Christiansborg, fordi det er kommunerne, som står for opførelsen af ældreboliger og fastsættelse af huslejen.

Forslaget blev pillet ud i 11. time, fordi det viste sig at ramme pensionisterne hårdere, end politikerne havde troet.

Det er dog endnu ikke lykkedes at finde pengene andre steder. Derfor må Thulesen bruge en del af sin taletid i forhandlingerne i år på at undgå besparelsen.

DF's anden hurdle involverer også landets 98 kommunerne. I sidste års aftale om finansloven fik Dansk Folkeparti indført én milliard kroner til bedre ældrepleje. Noget partiet selv kalder en værdighedsmilliard.

For at sikre at pengene rent faktisk gik til bedre ældrepleje og ikke forsvandt i kommunekassen, fik DF indført i aftalen, at kommunerne skulle søge om midlerne til konkrete projekter.

En stribe af landets kommuner kritiserede på den baggrund værdighedsmilliarden for at være alt for bureaukratisk.

Spørgsmål: I blev advaret af kommunerne sidste år om, at det ikke er en god måde at fordele penge på. Er det her i virkeligheden ikke et tegn på, at de har ret?

- Nej. Der er nogle kommuner, som forsøger at modgå den form for styring, fordi de ikke bryder sig om, at man kommer fra statens side med en pose penge og siger, at vi vil høje plejen for vores ældre.

- Men det valgte vi at gøre, og så skal pengene bruges til det, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han henviser til, at Ældre Sagen har "blotlagt, at nogle kommunerne bruger pengene på andre ting".

- Pengene går simpelthen ikke til de ældre. Vi vil have sikkerhed for, at når vi har sat penge af til øget værdighed for de ældre, så går pengene også til det.

- De kommuner, som ikke gør det, de forbryder sig i virkeligheden mod den aftale, vi lavede sidste år. Vi skal selvfølgelig have rettet op på tingene, siger Thulesen Dahl.

Spørgsmål: Vil I foreslå en ny værdighedsmilliard for næste år?

- Man kan sagtens forestille sig, at vi på et tidspunkt under forhandlingerne foreslår, at man sætter beløbet op, siger Thulesen Dahl.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.