Radiovært: Min far var utro med min vuggestuepædagog
Radioværten Sara Bro fortæller i tv-program, at hendes far var hendes mor utro - og ikke med hvem som helst.
Foto: Scanpix


Utroskab gør ondt, når det rammer, og det kan have fatale følger for det familieliv, man har bygget op med sin partner.

Det har DR-værten Sara Bro oplevet, og det fortæller hun om i aftenens udsendelse af "4-Listen: Det vi siger", hvor panelet af danske kendiskvinder diskuterer utroskab.

- Min far har knaldet min vuggestuepædagog hjemme i mine forældres seng. Så flyttede mig og min mor, siger radioværten åbenhjertigt og fortsætter:

- Som jeg husker, min mor fortalte det, kom hun hjem fra en forelæsning på RUC. Min far gik hjemme og passede mig. Men så fandt hun ham derhjemme i sengen med min vuggestuepædagog, siger den tidligere "Hjerteflimmer"-vært.

- Så kunne jeg bedre forstå, at det altid var ham, der hentede og bragte, siger hun.

Sara Bro er født i 1974 og er vokset op i et kollektiv på Kongens Nytorv. Hun har tidligere fortalt til Femina, at hendes barndom var ligesom Paradise Hotel - lige så meget fest, men mindre druk og mere hår på kroppen.

- Min barndom var meget fantastisk og med meget frihed. Men jeg savnede helt klart ting, som jeg nu prøver at give til mine egne børn. Mere overskud og mere faste rammer. Mine forældre var meget unge, da de fik mig, så jeg forstår godt, hvorfor min barndom var sådan, sagde Sara Bro dengang.

"4-Listen: Det vi siger" handler i aften om utroskab, når programmet for tredje gang ruller over de danske tv-skærme på Kanal 4 klokken 21.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.