Putin lover OSCE-folk adgang alle steder
Observatørerne skal ind i de områder, hvor mange soldater har mistet livet de seneste dage, siger præsident.
De ukrainske styrker trækker sig tilbage fra Debaltseve.
De ukrainske styrker trækker sig tilbage fra Debaltseve. Foto: Vadim Ghirda/AP


Rusland, Ukraine, Tyskland og Frankrig er torsdag enige om at give observatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) adgang til alle områder i det østlige Ukraine, hvor der har været angreb.

Det oplyser den ukrainske præsident Petro Porosjenkos kontor efter et telefonmøde med de tre politiske ledere Vladimir Putin, Angela Merkel og François Hollande torsdag formiddag.

Observatørerne, som overvåger konflikten i Ukraine, har opgivet at få adgang til blandt andet byen Debaltseve siden våbenhvileaftalen i sidste uge.

De fire ledere, som efter maratonforhandlinger i sidste uge nåede frem til en ny Minsk-aftale, har torsdag drøftet den tilspidsede situation i Ukraine, hvor prorussiske separatister har presset den ukrainske hær i defensiven.

Porosjenko har bedt de tre ledere om "ikke at lade som om", at de seneste dages kamphandlinger er i overensstemmelse med Minsk-aftalen fra torsdag i sidste uge.

Mange ukrainske soldater har mistet livet i kamphandlinger siden natten til søndag 15. februar, da en våbenhvile trådte i kraft.

Alene det seneste døgn er 14 soldater dræbt, og der er meldinger om flere end 170 sårede soldater.

I et krav til de prorussiske separatister siger Petro Porosjenko, at alle krigsfanger skal løslades, også dem som er taget de seneste dage i Debaltseve.

Prorussiske separatister har torsdag indledt angreb med mortergranater nær den ukrainske kystby Marjupol, der ligger ud til Sortehavet, fortæller en ukrainsk militærkilde ifølge nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.