En karettur rundt i byen er nærmest obligatorisk, når en regent er på besøg. I Syddjurs, som er dronning Margrethe og prins Henriks første stop på sidste del af dette års sommertogter, er man allerede helt til hest, når regentparret ankommer tirsdag.
Mandag afholdt det lokale Gardehusarregiment og Hesteskadronen nemlig generalprøve på dronningen og prinsens karettur rundt i Ebeltoft. Det skriver Lokalavisen Ebeltoft.
Karetturen, som finder sted umiddelbart efter regentparrets ankomst kl. 10.00, tager dronningen og prinsen til deres første stop på parrets fælles program: Glasmuseet i Ebeltoft. Herpå følger en tur til den lokale maltfabrik og Nationalpark Mols Bjerge.
Efter frokosten, som dronningen og prinsen vil indtage på den berømte Mols Kro, tager dronningen videre på egen hånd til genoptræningscentret Sundhed og Træning i Tirstrup.
Samtidig vil prins Henrik besøge Skandinavisk Dyrepark samt Marie Magdalene bo- og aktivitetscenter for udviklingshæmmede. Her vil prinsen blandt andet få mulighed for at opleve nogle af de forskellige aktivitetstilbud på centret.
Regentparret runder dagen af ved et fælles arrangement i Hornslet Kommunes administrationsbygning. Her vil der være underholdning med Shanghai Akademiet og Rosenholm Tamburkorps.
Onsdag går turen videre til Vejle, hvor dronningen og prinsen blandt andet skal besøge Good Food Group A/S og kulturmuseet Spinderihallerne.
Sidste stop på sommertoget er Aabenraa, hvor Kongeskibet Dannebrog lægger til fredag den 4. september. Her vil regentparret blandt andet besøge plejehjemmet Lergården.
/ritzau/FOKUS